Joachim om livet i USA: Vi starter på en frisk
Prinsen rykker til USA for at arbejde på den danske ambassade. I den anledning fortæller han, om hvordan forholdet til resten af familien er i dag efter kontroversen om titlerne. Og samtidig afslører han, at det ikke har været nemt at flytte til den amerikanske hovedstad.
Et nyt land og en ny tilværelse venter.
Prins Joachim, dronningens yngste søn, er begyndt arbejdet i sin nye stilling som forsvarsindustriattaché på Danmarks ambassade i den amerikanske hovedstad, Washington D.C.
Med til USA er også hustruen, prinsesse Marie, og børnene grev Henrik og komtesse Athena.
Og på sin første arbejdsdag mødte prinsen pressen.
Her kom han både ind på familieforholdet, om dronningen kommer til USA og børnenes dagligdag som amerikanske skoleelever.
Det skriver Berlingske og Ekstra Bladet.
Starter på en frisk
Pressens opmærksomhed var blandt andet rettet mod, hvordan prinsens forhold er til resten af kongefamilien efter konflikten omkring titlerne, som begyndte sidste år.
For er krisen lagt i graven hos prinsen og resten af kongefamilien, og har man i familien lyst til at begynde på en frisk, ville pressen vide.
Til det svarede prinsen:
“Det er det. Vi starter på en frisk her, og det er spændende for os. Det er jo også det gode ved det, og det (kongehuset, red.) er jo også en del af vores funktion, vi er her ikke kun for Forsvarsministeriet eller Udenrigsministeriet,” fortæller prinsen til Ekstra Bladet.
Her blev han også spurgt, om det kunne tænkes, at dronningen ville rejse til USA for at besøge prins Joachim og familien.
“Dronningen rejser ikke så meget mere, så det tillader jeg mig at tvivle (på at hun kommer forbi, red), men på den anden side – hun skal være velkommen.
Er faldet godt til på skole
Prins Joachim siger også, at flytningen til USA ikke er sket uden udfordringer.
“Det var med løftet øjenbryn. Det er ikke nemt at flytte kontinent. Paris var vores anden hjemmebane. Europa kender vi, det her er noget helt andet. Vi har haft nogle udfordringer, og vi har stadig rigeligt at se til,” siger prins Joachim til Berlingske og fortsætter:
“Men børnene er startet i skole i mandags. De er henrykte, de er imponerende, de synes, det er spændende, og de har allerede fået nye venner. De er med til at bære smilet videre.”
Vil komme til Danmark
Prinsen understreger på samme tid, at det er planen, at vende “hyppigt tilbage til Danmark,” imens familien bor i USA.
I Danmark vil det ikke være muligt for prinsen og familien at bo i villaen i Klampenborg, som prins Joachim købte tilbage i 2014.
For villaen har prinsen solgt tidligere på sommeren for over 40 millioner kroner.
Det kan du læse mere om herunder.
Lægger Paris bag sig
For omkring fire år siden flyttede prins Joachim og prinsesse Marie til Frankrigs hovedstad, Paris, med deres to børn, grev Henrik og komtesse Athena.
Formålet var prinsens deltagelse i det højeste militære uddannelsesforløb i landet på École militaire i Paris.
Efter gennemført uddannelse blev prinsen tilknyttet Danmarks ambassade i Paris i kapaciteten af forsvarsattaché.
Prins Joacims nye stilling i USA er for tre år med mulighed for forlængelse, oplyser Forsvarsministeriet.
Først publiceret: 12. september 2023
Artiklen er sidst opdateret 13. september 2023 kl. 9:05