67-årig instruktør søger kæreste med annonce

Med ønsket om at finde kærligheden har den kendte filminstruktør Lars von Trier taget det sociale medie Instagram i brug. Se hans kontaktannonce her.

Lars von Trier og skuespiller Mikael Persbrandt. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

“Ja, jeg ved sgu ikke, hvad jeg har rodet mig ud i denne her gang”.

Den anerkendte danske filminstruktør Lars von Trier føler trangen til at finde en partner at dele sit liv med.

Og derfor har han skabt det, han beskriver som en traditionel kontaktannonce, og delt den på sin profil på Instagram.

“Dumsmarte reklamekoncepter”

I videoen, som du kan se længere nede i artiklen, fortæller Lars von Trier, at han stadig er godt selskab, og at han søger en munter partner.

“Uden at jeg ved det mindste om sociale medier, søger jeg en kvindelig kæreste skråstreg muse. Og på trods af alt klynk vil jeg til hver en tid påstå, at jeg på en god dag i det rette selskab endnu vil kunne udgøre en ganske munter partner,” siger Lars von Trier i videoen og fortsætter:

“Inden jeg drukner mig selv i dumsmarte reklamekoncepter, så lad mig få nogle ting på det rene, nemlig at jeg er 67 år gammel, jeg har Parkinsons, OCD og en i øjeblikket kontrolleret alkoholisme.”

Herefter fortæller instruktøren, at eventuelle interesserede kan henvende sig på mail.

Du kan se videoen med Lars von Trier herunder:

 

Vis dette opslag på Instagram

 

Et opslag delt af Bill.mrk.lars (@bill.mrk.lars)

Fra ånder til “Antichrist”

Lars von Trier, som blev født 30. april 1956 i København, er en dansk filminstruktør og manuskriptforfatter.

Han er kendt for provokerende og visuelt nyskabende film. Hans værker inkluderer “Breaking the Waves” (1996), “Dancer in the Dark” (2000) og kontroversielle “Antichrist” (2009).

Han står også bag tv-serien “Riget” om læger, sygeplejesker og ånder på Rigshospitalet.

Først publiceret: 30. august 2023
Artiklen er sidst opdateret 30. august 2023 kl. 15:30

Se, hvad vi ellers skriver om:

og