Matador-skuespiller om sin karriere: Jeg er blevet overset
Birgitte Bruun, der spillede stuepigen Ester i tv-serien, fik ikke den skuespillerkarriere, som hun fortjente, lyder det fra skuespilleren. Hun fortæller samtidig, at hun ikke søger kærligheden, for hun ønsker ikke blive ked af det igen.
Skuespiller Birgitte Bruun blev landskendt som den lettere nervøse stuepige Ester i DR-serien “Matador”.
Men siden så man ikke meget til hende på film eller tv.
Nu fortæller hun om karrieredrømme og bristede kærlighed.
Det gør skuespilleren, der netop er fyldt 70 år, til ugebladet Billed Bladet.
Fik hjælp af Laura
Birgitte Bruun havde ikke været med på tv-optagelser før, da hun begyndte at spille rollen som Ester i tv-serien om Korsbæk.
Men til den unge skuespillers held fik hun hjælp af den garvede skuespille Elin Reimer, som spillede kokkepigen Laura.
“Elin var meget, meget sød mod mig. Og varm.”
“Udover Elin Reimer havde jeg ikke rigtig noget med de andre skuespillere at gøre. Jeg sad bare i sminkerummet med åben mund og var imponeret over alle de berømte og store skuespillere, der gik forbi,” fortæller Birgitte Bruun til ugebladet.
Ikke som fortjent
Efter sin præstation i “Matador” udeblev tilbuddene om andre roller.
Ifølge ugebladet fortæller skuespilleren, at hun aldrig fik den karrier i dansk teater, som hendes talent fortjente.
Birgitte Bruun besluttede efter “Matador” at drage mod Tyskland.
Her mødte sangeren og skuespilleren Gisela May, som tidligere havde været gæstelærer på elevskolen, hvor Birgitte Bruun gik.
Gisela May fortalte Birgitte Bruun, at hun var god nok.
Siden har Birgitte Bruun ernæret sig i 40 år som freelancesangerinde i forskellige optrædener rundt om i Tyskland.
Hendes seneste filmrolle var i 2003 i “Lykkevej”. Her havde hun rollen som en salsakvinde.
Ville gerne have været mor
Den store kærlighed har Birgitte Bruun oplevet.
Men det fik ikke nogen lykkelig udgang, for manden, som hun så igennem 20 år og forbliver unavngivet, giftede sig med en anden.
Birgitte Bruun havde ellers ønsket sig “en stationcar fyldt med unger”.
“Hvad skal man gøre? Jeg synes jo, at han tog fejl, den skid. Og nej, jeg skal ikke have en ny. Jeg orker ikke at blive ked af det mere,” siger Birgitte Bruun.
Først publiceret: 1. august 2023
Artiklen er sidst opdateret 2. august 2023 kl. 9:20