Studie beviser: Sådan bliver du lykkelig

Det er hverken penge, status eller en ferie sydpå, der har afgørende betydning for, om du får et langt og lykkeligt liv. Herunder er 3 vigtige pointer for at opnå lykke.

Sociale relationer har afgørende betydning for, om du får et langt og lykkeligt liv.

Hvad gør os egentlig lykkelig?

Det har en række forskere sat sig for at undersøge for 85 år siden og frem til i dag, hvor de har fulgt flere hundrede familier for at give et indblik i, hvad der har haft betydning for deres livsglæde og helbred.

Resultatet taler sit eget sprog: Det mest afgørende for menneskers livsglæde er de stærke dybe relationer, skriver Berlingske.

Derfor skal vi også blive bedre til at pleje vores sociale relationer, påpeger Bob Waldinger, der er ledende forsker bag verdens længste lykkestudie.

“Mange tænker, at når først vi har etableret venskaber og stærke bånd, så passer de sig selv. Men ligesom muskler kan relationer forsvinde. Vores sociale liv er et levende system. Og det har brug for træning.”

1. Ensomhed gør dig ulykkelig

Man er endda kommet frem til, at stærke relationer giver mere på lykkebarometeret end sund kost, fysisk træning eller indkomstniveau – og det uanset, om relationen er en ægtefælle, kollega eller en helt tredje person.

Manglen på tætte relationer og ensomhed i særdeleshed har en fysisk effekt på kroppen i form af følsomhed over for smerte, mindre effektiv søvn mm.

2. Kvaliteten er altafgørende

Det er ikke vigtigt, hvor mange tætte relationer, du har opbygget gennem årene, men kvaliteten af dem, der betyder noget for din trivsel.

De fleste kender nok følelsen af at være ensom, selvom man er omringet af mange mennesker, ligesom man kan føle sig ensom i sit ægteskab. Her viser forskningen også, at konfliktfyldte ægteskaber kan tære mere på ens helbred end en skilsmisse.

3. Det beskytter hjernen

Dybe, stærke relationer gør dig ikke kun mere lykkelig, men beskytter også hjernen foruden at forlænge ens levetid.

“Det viser sig, at personer, der er tæt knyttet til familie, venner og fællesskaber er mere lykkelige, de har et bedre fysisk helbred, og de lever længere end personer, der ikke har samme relationer,” siger Bob Waldinger.

Først publiceret: 21. februar 2023
Artiklen er sidst opdateret 21. februar 2023 kl. 8:58

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og