Sådan forsøder du livet uden mange kalorier
Få de gode råd til at leve sødt og samtidig spare på kalorierne.
Søde sager forbinder vi med noget positivt. For eksempel kæresten: Søde, honeypie, sweetheart eller måske sugardaddy…
Hvis vi kunne nøjes med at bruge sukker og søde sager som komplimenter, ville mange skattekroner være sparet i sundhedssystemet og personlige udfordringer med overvægt og livsstilssygdomme kunne reduceres betragteligt.
Hjernen elsker sukker som påvirker et belønningssystem, som bare vil have mere og mere. Det er en uheldig “fejlmekanisme” i kroppen, som stammer fra dengang livet kun handlede om at overleve.
Sukker, slik og søde sager har ingen ernæringsmæssig værdi, og sukker er ikke godt for hverken kroppen eller hjernen – tværtimod.
Forsvinder med et knips
Så hvad skal man stille op, hvis forbruget er for højt?
Min tilgang til kostråd har den ledestjerne, at det aldrig må være en kur som med et knips skal hjælpe en af med et problem.
Det handler derimod om at indføre gode holdbare vaner, som man ser som positive tiltag for at have det godt i kroppen og med sig selv.
Slip for tomme kalorier
Hvis du stopper med at spise søde sager, vil det have en kæmpestor effekt på vægten, energien, fordøjelsen og din søvn.
Det skyldes helt enkelt, at man med et slag reducerer udsving i blodsukker, overbelastning af leveren og overvægt fra de mange tomme kalorier som kroppen omdanner til fedtdepoter.
Om Anders Bach
Mindst 285.000 danskere har diabetes og folkesygdommen rammer flere og flere.
Den gode nyhed er, at modsat mange andre sygdomme, kan man gøre utrolig meget selv, ved nogle nemme omlægninger af kost og livsstil.
Det gjorde Anders Bach, da han fik konstateret type 2 diabetes. Efter nogle år med medicin tog han sagen er egen hånd. Han lagde sin livsstil om til sund mad og motion.
Han har skrevet bestseller-bogen ”Sådan – medicinfri og 10 kilo lettere” om vejen til et sundere liv med styr på vægten, diabetes 2 og kolesterol.
Nu formidler han sin viden og personlige erfaringer videre i klummer i Faglige Seniorers nyhedsbrev.
Anders Bach, født i Aarhus, 1962, er kostkonsulent, coach samt foredragsholder. Han driver virksomheden sundfornuft.info med personlig rådgivning, kurser og holder foredrag om kost, livsstil, diabetes 2 og kolesterol.
Der er nemme måder at få reduceret indtaget af sukker og søde sager.
Ifølge læge Bente Klarlund kommer 80% af de overflødige kalorier som vi får i dagens løb fra mellemmåltider og snacks.
5 du ikke skal spise
Derfor kan man skære en ordentlig luns af mængden af kalorer ved ikke at spise:
- Wienerbrødet på morgenbordet.
- Formiddagsrundstykker som er helt unødvendige – mærk sult før frokost i stedet.
- Blødt brød og kager til eftermiddagskaffen.
- Chips før aftensmaden.
- Slikskålen og andet sødt efter aftensmaden.
4 fordele ved at trimme din spisning
Der er mange fordele ved den trimning i dagens fødevareindtag:
- Fordøjelsessystemet får pauser mellem de tre hovedmåltider.
- Kroppen får en mini-faste mellem aften- og morgenmad.
- Færre kalorier: vægttab og en sundere krop.
Hvis du så synes at det hele bliver mere kedeligt uden, kan jeg kun sige, at fordelene ved at reducere sukker og søde sager mere end opvejer den tilstand som sukkeret førte til.
Nyd livet med Middelhavskost
Jeg spiser på fjerde år “Middelhavskost” da det netop er en ændring til en kost, som man kan nyde hele livet uden at skulle på kur i tide og utide. Den består af kød, fisk, grøntsager, sovs, salater og kål. Meget lidt brød, pasta og ris.
Heldigvis kan der luskes nogle lækre sager ind som erstatning for det tabte, så der er fra min side ikke noget at klage over.
Forsød livet med dette
Til forsødelse, når det skal være, har jeg skiftet sukker ud med:
Pistacie-nødder, peanuts, hasselnødder og valnød. Ristet, saltet røget – det er sundt og skønt.
Mandler, græskarkerner, bær, flæskesvær, oliven, tapas såsom ostebjælker, skinke og tyndt skåret pølse. Ren inspiration…fra Middelhavet!
Nemt at huske: Sig noget sødt til mennesker du holder af, men spis udenom de søde sager – begge dele er godt for krop og sjæl.
Først publiceret: 21. januar 2023
Artiklen er sidst opdateret 20. januar 2023 kl. 14:00