Må du spise æg, hvis dit kolesteroltal er forhøjet?

Mange er i tvivl om, hvordan æg påvirker kolesteroltallet, og om man bør begrænse sit indtag. Men faktisk er der gode nyheder for alle, der elsker æg.

Der er gode nyheder for alle, der elsker æg.

I august 2024 kom Fødevarestyrelsen med en ny anbefaling: Danskere bør spise tre æg om ugen for at få dækket kroppens behov for selen.

Og hvis du er vegetar, er anbefalingen helt op til syv æg om ugen, fordi vegetarkost kan mangle nogle af de næringsstoffer, som æg bidrager med.

Den opdaterede anbefaling har skabt debat og mange spørgsmål – særligt om, hvordan æg påvirker kolesteroltallet.

Ifølge Hjerteforeningens diætist Lotte Juul er myterne om æg og kolesterol stadig udbredte.

En gammel myte aflives

“Jeg forstår godt, at mange stadig er bekymrede. Vi er mange, der er vokset op med idéen om, at æg skulle undgås, hvis man ville passe på sit hjerte,” forklarer Lotte Juul.

Hun understreger dog, at dette er en gammel læresætning, som stammer fra 1980’erne.

“Dengang troede man, at kolesterol fra æg direkte øgede blodets kolesteroltal. Men i dag ved vi, at det er mættet fedt – og ikke kolesterol i maden – der er skyld i forhøjet kolesterol,” siger hun.

Hvor mange æg må du spise?

De nyeste studier viser, at selv personer med forhøjet kolesterol eller hjertesygdom trygt kan spise op til syv æg om ugen, uden at det øger risikoen for hjertesygdom.

Det vigtigste er at skære ned på mættet fedt fra for eksempel smør, fløde og fede kødprodukter.

Æg er godt for sundheden

Æg er ikke kun uskadelig for dit kolesteroltal – de er også fyldt med vitaminer, mineraler og proteiner af høj kvalitet.

Faktisk anbefaler Fødevarestyrelsen, at du spiser æg regelmæssigt for at få nok selen, som er vigtigt for dit immunforsvar.

Fem sjove fakta om æg

  1. Danskerne spiser i gennemsnit 3,8 æg om ugen.
  2. Æg indeholder næsten alle vitaminer og mineraler – kun vitamin C mangler.
  3. Æg er en proteinbombe med 12,3 g protein per 100 g.
  4. Et friskt æg synker til bunds i vand, mens et gammelt flyder op.
  5. Æg på rugbrødsmadder er stadig en favorit, men har mistet lidt popularitet.

Først publiceret: 10. december 2024
Artiklen er sidst opdateret 10. december 2024 kl. 8:05

Se, hvad vi ellers skriver om:

og