Dette juletræ holder længst og drysser mindst
Stik dit juletræ en TREO, og så holder det på grannålene et par dage længere.
Særligt to typer grantræer har været mest populære gennem årene til jul hos danskerne; Rødgran og Nordmannsgran.
I begyndelsen var det mest almindeligt med rødgranen, hvilket gør, at mange forbinder det med at være den mest klassiske type juletræ. Det er også et rødgran, som H.C. Andersen skrev om i fortællingen “Grantræet”.
Men da skikken med juletræer blev indført, var der ikke centralvarme i de fleste danske hjem, som derfor var naturligt kolde og fugtige. Det gav de optimale opbevaringsforhold for rødgranen, som ellers har det med at miste sine nåle, når temperaturen stiger.
Man siger, at et rødgran kan stå inde i 7-10 dage, før det drysser.
Nordmanngran er populært
I den sidste halvdel af 1900-tallet blev ædelgranen mere og mere populær. Det har tættere grene og holder sig længere uden at drysse og gulne.
Af disse er typen, der hedder nordmannsgran, det mest almindelige juletræ i dag.
Det er lidt blåligt i nålene, som er bløde. Det har længere holdbarhed end andre arter, og det kan stå hele julen uden at drysse.
Brusetablet holder på nålene
Et gammelt husmoderråd lyder i øvrigt, at nålene bliver længere tid på dit juletræ, hvis du opløser 1-2 brusetabeller mod hovedpine i vandet i juletræsfoden – og det passer faktisk!
Juletræer af typerne rødgran, omorika og blågran holder længere, hvis du benytter dette trick.
Det er dog ikke alle typer smertestillende, du kan bruge. Det skal være piller, der indeholder acetylsalicylsyre, som eksempelvis kodimagnyl eller Treo, mens piller med paracetamol, som fx Panodil, Pinex og Pamol ikke dur.
Derudover er det godt at stille dit juletræ køligt længst mulig tid, da varmen får nålene til at udtørre.
Først publiceret: 15. december 2022
Artiklen er sidst opdateret 15. december 2022 kl. 14:26