Undgå fugt i campingvognen til vinter
Din campingvogn eller autocamper skal opbevares ligesom god vin hen over vinteren, lyder det fra formanden for Dansk Camping Union.
Hvis du midt i coronastress og rejsekaos investerede i en campingvogn, så du kan holde ferie og overnatte, hvor du vil, når du vil – og under hjemlige himmelstrøg – så er du langtfra alene.
De seneste to år er salget af autocampere steget med hele 122 procent, oplyser Dansk Camping Union på baggrund af tal fra Danmarks Statistik. Og det betyder, at mange nye ejere skal gøre vognen klar til den første vinter.
Få tjekket fugtniveauet i vognen
* Dansk Camping Union har omkring 20 testcentre, hvor man kan få foretaget en fugttest. Her får du gennemgået hele vognen for synlig og skjult fugt.
* Du bør altid få fugttjekket vognen i forbindelse med et køb eller salg.
* Har du en ældre campingvogn, er det også en god idé at få tjekket fugtniveauet omkring hvert andet eller tredje år.
* Det gælder særligt ældre modeller, fordi der ofte er brugt træ i konstruktionen.
* Hos Dansk Camping Union har de set en retrobølge, hvor unge mennesker køber gamle campingvogne og sætter dem i stand, og her kan det altså være en fordel løbende at få tjekket fugttilstanden, da de ældre vogne heller ikke er så tætte som nyere.
Kilde: formand for Dansk Camping Union Anne-Vibeke Isaksen.
Kulde og fugt
Kulde og fugt kan nemlig lave store skader, fortæller Anne-Vibeke Isaksen, som er formand for Dansk Camping Union.
– Vi lever jo i et land med meget høj luftfugtighed, og der kommer vand både fra oven og fra neden. Har man særligt en gammel vogn med træelementer i konstruktionen, kan træet suge fugt til sig.
– Vi har oplevet, at en gammel campingvogn er steget 70 procent i vægt på grund af fugt – og så må den faktisk slet ikke køre, fortæller Anne-Vibeke Isaksen.
Hvis vognen ikke er lavet til helårsbrug, eller hvis I ikke har planer om at bruge den i løbet af vinteren, gælder det om at fjerne alle tekstiler inden vinteren.
– Der kan være fugt i puder, hynder og gardiner, så tag alt, der er af stof, ind i huset, siger Anne-Vibeke Isaksen.
Grobund for skimmelsvamp
Alle materialer, der kan holde på fugt, risikerer at danne grobund for sundhedsskadelig skimmelsvamp.
Det fortæller Birgitte Andersen, som er lektor på Institut for Byggeri, By og Miljø ved Aalborg Universitet, hvor hun forsker i blandt andet indeklimasvampe.
– Det gælder alle organiske materialer, men såmænd også nogle, der ikke er organiske. Og jo ældre de er, jo mere følsomme er de også over for vækst.
– Så ligger der en masse støv i, og skimmelsvampe kan få næring ud af fugtigt støv, siger hun.
Hun nævner som eksempler bomuld, uld, træ, rockwool og gipsplader.
– Spånplader består også af ophakket træ og er et tag selv-julebord for skimmelsvamp, når de bliver våde, siger hun.
Støvsuger med filter
Din vogn indeholder nok allerede skimmelsvampesporer, som er blevet båret ind med luften. Derfor skal du rengøre den grundigt med en støvsuger med HEPA-filter.
– Det er et særligt filter, man kan købe, der er så fint, at det holder skimmelsvampesporerne tilbage, fortæller Birgitte Andersen og tilføjer:
– En almindelig støvsuger suger svampesporerne op, giver dem en karruseltur og smider dem ud igen.
For at passe på vognen skal du også tømme vandrørene, fortæller Anne-Vibeke Isaksen.
Og så skal du tjekke afluftningskanalerne i bunden af campingvognen.
– Dem skal man have sikret, så der ikke kommer mus i. Mus kan virkelig hygge sig i sådan en campingvogn en hel vinter, siger Anne-Vibeke Isaksen.
Gennemgå vognen
Gennemgå også vognen for skavanker, inden du stiller den i hi.
Er der skader eller elektronik, der har hostet hen over sommeren, bliver det sjældent bedre hen over en fugtig vinter, bemærker Anne-Vibeke Isaksen.
Afslutningsvist gælder det om at beskytte vognen mod svingende vintertemperaturer.
– Hvis temperaturen og fugtigheden fiser op og ned, er det noget af det værste vejr, for så skal vognen hele tiden tilpasse sig, forklarer Anne-Vibeke Isaksen.
Hendes råd er derfor at have lidt varme på hen over vinteren – hvis der er plads i budgettet.
– Hvis man vil være helt sikker, så er det en god idé at have 8-12 grader i vognen. Den skal behandles som en god flaske rødvin og opbevares mørkt, tørt og ved en konstant temperatur, siger hun med et grin.
Hvis temperaturen falder, stiger den relative luftfugtighed. Kold luft kan nemlig indeholde mindre vand, forklarer lektor Birgitte Andersen.
– Jeg ville være på den lidt forsigtige side og holde en luftfugtighed på omkring 50 procent. Men 60 procent kan måske også gå an, siger Birgitte Andersen.
Læs mere om biler, campingvogne og mange andre emner i SeniorNews. Danmarks eneste nyhedskanal til seniorer.
Nyhedsbrevet kommer hver morgen på mail. Det er gratis og fyldt med seniornyheder, konkurrencer og gode tilbud.
Først publiceret: 20. oktober 2022
Artiklen er sidst opdateret 20. oktober 2022 kl. 10:03