Slip af med fodsved og ildelugtende fødder

Sæsonen for lukkede sko er gået i gang, men du kan faktisk gøre noget ved de varme, svedige og lugtende fødder.

Fødderne er varme og føles indelukkede, men du kan ikke tage skoene af og sætte dem fri af frygt for den lugt, der vil følge med.

Efterår og vinter er tiden for lukkede sko og dermed også gode forhold for lugtgener. Det er ikke sveden, der lugter, men derimod nedbrydelsen af bakterier, som har gode forhold mellem tæerne og under neglene.

Der er dog flere ting, du kan gøre for at komme problemet til livs.

1.Vask dine fødder

Det kan virke oplagt, men det er et af de helt centrale råd mod bedre fodhygiejne.

“Man skal være god til at vaske sig med vand og sæbe. Det gælder også mellem tæerne,” siger Lisa Secher, der er speciallæge i hudsygdomme og indehaver af klinikken Svedfri.

Hun understreger, at det også er vigtigt at tørre sig grundigt efterfølgende.

2. Vælg de rigtige strømper

Der er stor forskel på, hvor åndbare strømper er, og derfor er det heller ikke ligegyldigt, hvilket materiale du vælger, når du køber strømper. Det siger Rikke Toustrup, der er fodterapeut og ejer af Klinik for Fodterapi.

“Det kan være en god idé at købe bambus- eller uldstrømper,” siger hun.

Bambussokker indkapsler fugten på en god måde, og så er de faktisk også antibakterielle.

3. Vask ved 60 grader

Da det er bakterierne, der lugter, så er det vigtigt at få dem fjernet fra dit fodtøj. Derfor kan det være en god idé at vaske dine strømper ved 60 grader, forklarer Rikke Toustrup.

Du skal dog huske at sikre dig, at de kan holde til det.

4. Køb fodtøj med ventilation

Når du har sikret dig rene fødder og strømper, så er det også vigtigt, at du anskaffer dig de rigtige sko.

Det fortæller speciallæge Lisa Secher.

“Der skal være noget ventilation i fodtøjet, for det sikrer, at varmen og fugten kan fordampe fra skoene,” siger hun.

Du skal blandt andet kigge efter sko af naturmateriale og ikke plastik.

5. Sørg for, at dine sko er tørre

Når du kommer hjem fra en lang arbejdsdag, og dine sko er varme og svedige, så er det også meget vigtigt, at de får lov til at tørre helt, inden du hopper i dem igen.

Derfor anbefaler Lisa Secher også, at du har flere par sko, så du er sikker på at tage tørskoet afsted.

6. Brug antibakteriel spray eller creme

En anden mulighed, hvis du vil komme lugten til livs, er at købe en spray, som du kan bruge i dine sko. Den fungerer som en deodorant og virker antibakteriel.

Hvis du gør, hvad du kan, men stadig oplever, at dine fødder bliver meget svedige, så kan det dog være nødvendigt at søge professionel hjælp.

Omkring fire procent af os lider nemlig af overdreven svedtendens, og det kan også forekomme på fødderne.

Læs mere om sundhed, sygdom og andre emner i SeniorNews. Danmarks eneste nyhedskanal til seniorer.

Nyhedsbrevet kommer hver morgen på mail. Det er gratis og fyldt med seniornyheder, konkurrencer og gode tilbud.

 

Først publiceret: 19. oktober 2022
Artiklen er sidst opdateret 19. oktober 2022 kl. 9:33

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og