Dario efter kræftoperation: Vil ikke fotograferes

Entertaineren Dario Campeotto er efter lang tids sygdom og karrierepause igen at finde på den røde løber. Han har det godt, siger han, men ville ikke fotograferes, fordi operationen har taget så hårdt fysisk på ham.

Dario ville ikke fotograferes ved premieren i Cirkusbygningen, så dette er et billede af Dario fra sidste sommer. Foto: Niels Henrik Dam, Ritzau Scanpix

Efter at have fået konstateret kræft i bugspytkirtlen måtte sangeren Dario Campeotto i sommer gennem en stor operation på Rigshospitalet.

Men nu er den 83-årige entertainer tilbage på benene.

Det skriver Ekstra Bladet, der onsdag fangede ham til en gallapremiere i Cirkusbygningen i København.

Ingen billeder, tak!

Dario Campeotto frabad sig at blive fotograferet og lagde ikke skjul på, at operationen havde taget fysisk hårdt på ham.

– Jeg har det godt, tak, understregede den folkekære sanger dog over for avisen.

Hans hustru, Gertrud Campeotto, som var med ham, kunne fortælle, at operationen var gået helt efter planen, og at fremtiden ser god ud.

– Alt er gået godt, og alt er fint, men det tager et stykke tid at komme sig efter sådan en stor operation. Kroppen bliver stort set delt over, sagde hun til Ekstra Bladet.

Dario Campeotto brød for alvor igennem, da han med sangen “Angelique” i 1961 sikrede Danmark en femteplads ved Eurovision Song Contest i Nice.

Den blev hans signatursang og startskuddet til en livslang sangkarriere, som dog for nu er på pause.

Pause i næsten et år

– Jeg havde håbet at kunne opfylde de job, der er i kalenderen, men de må foreløbig udsættes. Nu må jeg bruge alle kræfter på at blive rask, sagde Dario Campeotto i en erklæring tilbage i januar.

Siden har den stået på mere ro og hvile i hjemmet på Frederiksberg, hvor han bor med hustruen Gertrud, som han har en søn og en datter med.

Parret har været gift siden 1977.

Efter planen genoptager Dario Campeotto arbejdet i det nye år, hvor han sammen med blandt andre Dorthe Kollo skal optræde til Dansk Slager Parade 2023 til februar 2023.

Læs mere om kendte, kongelige og mange andre emner i SeniorNews. Danmarks eneste nyhedskanal til seniorer.

Nyhedsbrevet kommer hver morgen på mail. Det er gratis og fyldt med seniornyheder, konkurrencer og gode tilbud.

Først publiceret: 25. september 2022
Artiklen er sidst opdateret 23. september 2022 kl. 13:52

Se, hvad vi ellers skriver om:

og