Kan miste op til 500.000 kroner: Store forskelle på bankers grænser mod svindel

Kunder risikerer i nogle pengeinstitutter at miste 500.000 kroner om dagen ved bedrageri eller ved fejl med overførsler. Andre banker begrænser til 25.000 kroner eller lader kunden helt selv bestemme beløbet.

Taster du et forkert ciffer ved en bankoverførsel - eller er lokket til at overføre penge til en konto, du ikke kender - og godkender overførslen, er pengene som udgangspunkt tabt.

Er du udsat for bedrageri eksempelvis over telefonen, risikerer du at miste store beløb på din bankkonto.

Det samme gælder, hvis du taster et ciffer forkert ved en bankoverførsel, hvor du risikerer du, at beløbet havner hos en helt forkert person eller virksomhed. Tit kan du få pengene retur, men faren er, at den gale modtager skynder sig at bruge kronerne.

For at begrænse skaderne ved fejl – eller ved svindel – har pengeinstitutterne sat begrænsninger for, hvor meget der kan overføres dagligt.

De grænser er vidt forskellige. Derfor lever kunderne i meget forskellige risiko, afhængig af hvem de har som bankforbindelse.

I Nordea og Jyske Bank kan privatkunder som standard overføre op til 500.000 kroner om dagen til andres konti.

I den anden ende har Vestjysk Bank en standardgrænse på 25.000 kroner.

“Vi har tidligere sat grænsen ned fra 100.000 kroner til 25.000 kroner for at begrænse tabet ved eventuel svindel,” oplyser Jane Toft Olufsen, der er kommunikationschef i Vestjysk Bank.

Fast eller valgfri

Netsvindel stiger

I 2020 slap kriminelle igennem til folks netbank i 1.970 tilfælde.

Det tal steg over 25 procent i 2021 til 2.581 tilfælde, hvor kriminelle havde succes med at lokke personlige koder og passwords ud af folk og dermed få adgang til ofrenes bankkonti.

I halvdelen af tilfældene fik bankerne dog stoppet de kriminelle, inden de slap afsted med pengene.

Kilde: Finans Danmark

En grænse kan også være gavnlig, hvis svindlere narrer en kunde. En 79-årig mistede et stort beløb ved et fupnummer. Hendes bank havde en høj grænse for daglige bankoverførsler. Derfor gik det så galt.

I nogle banker er grænsen fast, mens den i andre fleksibel. I Jyske Bank kan kunderne bede om, at deres maksimale mulighed for daglige overførsler nedsættes fra standarden på 500.000 kroner.

“De skal bare rette henvendelse til banken og bede om et mindre beløb som grænse. Hvis de senere i en periode gerne vil have et højere beløb, fordi de skal købe dyrere ting, så beder de bare om at få hævet igen,” forklarer privatdirektør Jes Rosendal fra Jyske Bank.

Vælg selv grænsen

Sydbank tackler grænserne på en særlig måde. Her findes der ingen standardgrænser. Hver kunde aftaler med sin rådgiver, hvad beløbet for bankoverførsler maksimalt skal være.

”Den individuelle beløbsgrænse er en af vores sikkerhedsmekanismer. Hvis kunden senere får brug for en højere eller lavere grænse, så kontakter han eller hende bare os,” fortæller Susanne Ingemann Faber, der er pressechef i Sydbank.

Pengene er væk omgående

Der findes to former for bankoverførsler. Den ene er de almindelige, hvor pengene er på modtagerens konto dagen efter. Den anden metode er straksoverførsler, hvor beløbet havner hos modtageren umiddelbart efter. Banker kan have forskellige grænser for de to former.

Men i begge tilfælde er pengene ude af dine hænder, så snart du har trykket godkendt.

Sådan er grænserne i forskellige banker

Danske Bank: Alle private kunder har mulighed for at sætte deres egen betalingsbegrænsning ved overførsler i mobilbank og netbank.

Spar Nord: For privatkunder er grænsen ved både almindelige overførsler og straksoverførsler 50.000 kroner dagligt. Private banking+-kunder kan endda sende op til 150.000 kroner af sted om dagen. Grænsen kan nedsættes til 10.000 kroner efter aftale med en rådgiver.

Ringkjøbing Landbobank: Private kunder kan normalt overføre op til 50.000 kroner pr. døgn. Den grænse kan ikke mindskes.

Nykredit Bank: Som udgangspunkt op til 200.000 kroner dagligt.

Arbejdernes Landsbank: Privatkunders beløbsgrænse er 100.000 kroner om dagen. Den kan ikke nedsættes, men banken overvejer at indføre en mulighed for det.

Nordea: Ved overførsler i Danmark er der en grænse på 500.000 kroner, til udlandet er maksimum 20.000 kroner dagligt. Det er ikke muligt for kunder selv at justere deres beløbsgrænser endnu, men ved kontakt til banken, kan der opsættes begrænsninger.

Lån & Spar Bank: Har endnu ikke haft mulighed for at svare.

Jyske Bank: Som standard 500.000 kr., men kunden kan få nedsat til det, som han eller hun ønsker.

Vestjysk Bank: Standard 25.000 kr., men kunden kan bede om lavere grænse

Sydbank: Kunde og bankrådgiver aftaler grænsen.

Flere banker giver mulighed for en såkaldt kontokig-aftale, hvor kunder ikke kan overføre noget, men bare se posteringer og saldo.

Læs mere om svindel, banker og mange andre emner i SeniorNews. Danmarks eneste nyhedskanal til seniorer.

Nyhedsbrevet kommer hver morgen på mail. Det er gratis og fyldt med seniornyheder, konkurrencer og gode tilbud.

Først publiceret: 1. september 2022
Artiklen er sidst opdateret 1. september 2022 kl. 11:13

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og