Sådan holder du hjernen sund – og ung

En svensk undersøgelse viser, at du med enkelte tiltag kan holde hjernen sund og dermed mindske risikoen for at få demens med helt op til 30 procent.

Personer, der er 80 år eller ældre, bliver ofte ramt af kroniske sygdomme - for eksempel demens.

Tænk, hvis man kunne påvirke sin risiko for at få demens?

Ny svensk forskning viser faktisk, at hele 30 procent af risikoen for at få diagnosen er styret af visse risikofaktorer, som f.eks. rygning, forhøjet blodtryk, diabetes, overvægt og fysisk inaktivitet.

Det er risikofaktorer, som vi i høj grad selv kan påvirke. Herunder får du gode råd, der hjælper dig på vej.

5 gode råd

1. Lær noget nyt: Asta Kristine Håberg er norsk hjerneforsker og har undersøgt over 2.000 hjerner og set 70-årige med hjerner, der ligner en 25-årigs. Hun fortæller, at hjernen er plastisk, og derfor kan vi påvirke vores egen alder.

“Man skal fodre hjernen med det, den har brug for: Udfordringer,” siger forskeren ifølge videnskab.dk.

2. Pas rigtig godt på syn og hørelse: Få høreapparat og briller, hvis du hører dårligt eller har dårligt syn. Hjernen er nemlig afhængig af at få den rigtige information fra sanserne.

3. Vær fysisk aktiv: Blot en kort gåtur to til tre gange om måneden var nok til, at forskerne kunne finde længere levetid hos ældre sammenlignet med de, der var helt inaktive.

4. Vær social og nysgerrig: Det betyder meget for hjernens sundhed at være nysgerrig og at bruge hjernen aktivt ved at lære noget nyt.  Og når vi omgås andre, får vi følelsen af at høre til, og vi får en øget livskvalitet.

5. Hold øje med blodtrykket: Det er også vigtigt, at du holder dit blodtryk under kontrol, da forhøjet blodtryk er den risikofaktor, der ud over alderen bidrager mest til slagtilfælde og demens.

Lavt blodtryk kan også være farligt ved at øge risikoen for faldskader, hvis du rejser dig op og blodtrykket pludselig falder.

Kilde: videnskab.dk

Læs mere om sundhed, sygdom og mange andre emner i SeniorNews. Danmarks eneste nyhedskanal til seniorer.

Nyhedsbrevet kommer hver morgen på mail. Det er gratis og fyldt med seniornyheder, konkurrencer og gode tilbud.

Først publiceret: 21. august 2022
Artiklen er sidst opdateret 22. august 2022 kl. 10:43

Se, hvad vi ellers skriver om:

og