Flere vil få ældrecheck fra næste år

Fremover vil den personlige tillægsprocent ikke være afhængig af ens partners indtægt. Det betyder, at flere vil få ældrecheck og tillæg fra næste år.

Fra 1. januar 2023 er det slut med modregning af ægtefælle eller samlevers arbejdsindtægt i folkepensionen.

Det betyder, at flere folkepensionister kommer til at få mere i folkepension, fordi deres partners indtægt ikke vil blive modregnet i folkepensionens grundbeløb og pensionstillægget.

Men det betyder også, at partnerens løn ikke vil indgå i når den personlige tillægsprocent skal beregnes.

Det betyder, at flere folkepensionister får ret til varmetillæg, helbredstillæg, mediecheck og ældrecheck.

”Flere vil få ret til ydelser, og dem der allerede får, vil måske få ret til et højere tillæg og ældrecheck,” forklarer Faglige Seniorers socialrådgiver Carsten Riis.

”Udbetaling af ældrecheck er dog fortsat afhængig af, at I ligger under formuegrænsen, som er jeres samlede formue ved årsskiftet.”

Den fulde ældrecheck er 18.600 kroner i 2022. Formuegrænsen er 93.000 kroner uanset om man er enlig eller et par.

Hvilke indtægter tæller ikke længere med?

Fremover skal partnerens arbejdsindtægten ikke modregnes. Uanset hvor meget ens partner tjener.

Med arbejdsindtægt forstås løn, efterløn, sygedagpenge og arbejdsløshedsdagpenge.

Øvrige indtægter kan fortsat modregnes.

For eksempel partnerens indtægt fra arbejdsmarkedspensioner, tjenestemandspension, private pensionsopsparinger, kapitalindkomst og indkomster fra aktier.

Læs mere om økonomi, nye regler og mange andre emner i SeniorNews. Danmarks eneste nyhedskanal til seniorer.

Nyhedsbrevet kommer hver morgen på mail. Det er gratis og fyldt med seniornyheder, konkurrencer og gode tilbud.

Først publiceret: 6. juli 2022
Artiklen er sidst opdateret 14. juli 2022 kl. 11:47