Ældre blev snydt for en million

Ifølge politiet brugte svindlere såkaldt "spoofing" til at snyde ældre, så de troede, at politiet ringede.

Politiet ser med jævne mellemrum denne type bedrageri, hvor ældre bliver forsøgt svindlet.

Flere ældre borgere fik i telefonen at vide, at det var politiet, der ringede, og telefonnummeret så også ud til at være politiets.

Men det var et svindelnummer, som ifølge politiet snød fem ældre borgere for knap en million kroner.

Det oplyser National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) i en pressemeddelelse torsdag.

Onsdag anholdt politiet en 19-årig mand fra Rødovre og en 21-årig kvinde fra Vanløse i sagen. De sigtes for bedrageri.

Den unge mand er desuden blevet varetægtsfængslet i foreløbigt fire uger.

Ikke fra politiet

Ifølge politiet fik gerningsmændene ofrene til at overføre pengebeløb ad flere omgange til konti, som svindlerne rådede over.

Og det skal altså være sket, under påskud af at gerningsmændene var fra politiet.

Desuden brugte de en metode, der kaldes “spoofing”, hvor svindleren gemmer sig bag et andet telefonnummer, end det personen i virkeligheden ringer fra.

Derfor kunne det ligne, at det var et telefonnummer fra politiet, der ringede.

Vær skeptisk

Politiet ser med jævne mellemrum denne type bedrageri, hvor ældre bliver forsøgt svindlet.

Politiinspektør Michael Kjeldgaard fra Efterforskning Vest i NSK kommer derfor med en generel opfordring om, at man er skeptisk, hvis nogen beder om personlige oplysninger, såsom kontooplysninger og NemID.

“Vær altid påpasselig og skeptisk, hvis du bliver kontaktet på telefon eller mail og får at vide, at du skal overføre penge eller oplyse private oplysninger til andre, såsom NemID.”

“Det vil politiet eller din bank aldrig bede dig om,” siger Michael Kjeldgaard.

Læs mere om svindel, kriminalitet og mange andre emner i SeniorNews. Danmarks eneste nyhedskanal til seniorer.

Nyhedsbrevet kommer hver morgen på mail. Det er gratis og fyldt med seniornyheder, konkurrencer og gode tilbud.

Først publiceret: 18. juni 2022
Artiklen er sidst opdateret 17. juni 2022 kl. 14:08