Poul Erik Skammelsen skifter job
TV 2's nyhedsvært Poul Erik Skammelsen skifter Kvægtorvet i Odense ud med et korrespondentkontor i Polen for at dække begge sider af det tidligere jerntæppe.
TV 2 skruer op for dækningen af spændingerne i Europa efter Ruslands invasion af Ukraine.
Derfor opretter TV 2 nu et korrespondentkontor i Polens hovedstad, Warszawa, og sender en af sine mest erfarne korrespondenter afsted.
Nyhedsværten Poul Erik Skammelsen bliver TV 2’s udsendte i Polen.
Det oplyser TV 2 i en pressemeddelelse.
Foreløbig til nytår
Foreløbig skal den 58-årige journalist udstationeres frem til nytår.
– Jeg vender tilbage til det område af Europa, hvor jeg begyndte som ung korrespondent. Jeg dækkede Berlinmurens fald og dens følger. Dengang var det en tid præget af befrielse og glæde – nu er det modsat, siger Poul Erik Skammelsen i pressemeddelelsen og fortsætter:
– Det er vel den største historie i Europa siden Murens fald – vi taler pludselig igen om atomtruslen. Vi ser i Vesten på, hvad der sker i Ukraine uden at kunne gribe ind, fordi Rusland er en atommagt. Polen er en frontlinjestat i den nye tid, vi er gået ind i.
Poul Erik Skammelsen befinder sig allerede nu i Polen nær grænsen til Ukraine.
TV 2 tilføjer, at det nye korrespondentkontor vil være i gang i Warszawa så snart som muligt.
– Alle landene, der grænser op til Rusland, står nu med en ny sikkerhedspolitisk virkelighed. Ikke mindst Polen, der mærker de direkte konsekvenser af flygtningestrømmen fra Ukraine, og som står centralt blandt de europæiske lande i det nye trusselsbillede, siger TV 2’s udlandschef, Jakob Vissing, i pressemeddelelsen.
Læs mere om kendte, kongelige og mange andre emner i SeniorNews. Danmarks eneste nyhedskanal til seniorer.
Nyhedsbrevet kommer hver morgen på mail. Det er gratis og fyldt med seniornyheder, konkurrencer og gode tilbud.
Først publiceret: 25. marts 2022
Artiklen er sidst opdateret 29. marts 2022 kl. 16:40