Derfor droppede vi rejseforsikringen under corona
Nu skal man huske at gentegne forsikringen inden man drager udenlands, tilskynder Alka Forsikring.
Rigtig mange danskere sløjfede deres rejseforsikring under corona-epidemien. Når man ikke kunne komme ud og rejse i udlandet, så kunne man jo lige så godt spare de penge.
Hos en af landets store forsikringsselskaber, Alka, oplevede man et fald på rejseforsikringer på hele 16-17%. Men siden sommeren 2021 har der været en støt stigning af kunder, der igen har tegnet en rejseforsikring.
Især i denne tid, hvor mange rejser på vinterferie og påskeferie, er det vigtigt at gentegne sin rejseforsikring, der som udgangspunkt dækker fra den dag du tegner forsikringen.
Hvornår dækker forsikringen?
Netop på dette punkt bør du dog være opmærksom; nemlig om din nye rejseforsikring også dækker rejser, som er købt før tegning af forsikringen, men afholdt efter. På det punkt kan der godt være forskel mellem de forskellige forsikringsselskaber. Hos nogle selskaber dækker rejseforsikringen kun rejser, der er købt efter rejseforsikringen er tegnet.
-Hos Alka Forsikring dækker rejseforsikringen som udgangspunkt fra den dag, du tegner forsikringen, fortæller Kaspar Scharling, der er produktansvarlig hos Alka Forsikring.
-Det er altid en god ide at tegne forsikringen, før man skal rejse, så man er sikker på, at den dækker, hvis man kommer ud for en skade, eller der opstår på sygdom på rejsen.
”Mange forbinder en rejseforsikring med rejser til udlandet, men man skal huske på, at rejseforsikringen også dækker ferier i Danmark, supplerer Kaspar Scharling
Rejselysten vender tilbage
To år med corona har virkelig sat sine spor på danskernes rejseaktivitet. Nu tyder noget imidlertid på, at rejselysten er på vej tilbage. Derfor kan det også være en god idé at få styr på coronaregler og rejseforsikring, hvis du har planer om en ferie i udlandet i løbet af foråret og sommeren
Ifølge brancheforeningen Rejsearrangører i Danmark, der repræsenterer de største rejseselskaber, der sælger pakkerejser, var der i 2021 406.714 pakkerejser mod kun 170.646 i 2020.
Der er dog stadig et stykke op til rejseniveauet fra før corona, hvor der i 2019 var knap 1,1 millioner rejser.
Med de afskaffede restriktioner i Danmark kan det dog forventes, at tendensen fortsætter og rejselysten i 2022 vil tage yderligere til, lyder det fra Rejsearrangører i Danmark.
Er man en af de mange danskere, der planlægger at rejse ud for at tilbringe ferien i forårsklædte storbyer eller slappe af i solen ved Middelhavet kan det stadig være en god idé at have styr på både coronasituationen på din feriedestination og naturligvis også din rejseforsikring.
Mens restriktionerne er væk i Danmark, er der fortsat coronarestriktioner i flere andre lande.
Først publiceret: 2. marts 2022
Artiklen er sidst opdateret 4. marts 2022 kl. 12:20