Monica Krog-Meyer: Den svære kunst at holde balancen
Kender du det? Selv om jeg er i rimelig god fysisk form, med en ugentlig gymnastiktime og en ugentlig yogasession, må jeg desværre konstatere, at jeg bliver stadig dårligere til at holde balancen rent fysisk. skriver Monica Krog-Meyer.
Er der noget, vi danskere er gode til, så er det at forsøge at finde den gyldne middelvej, prøve at holde balancen. I stort og småt. Til hverdag og fest. Der befinder vi os bedst.
Vi prøver at holde os fra yderkanterne, vi går sjældent til ekstremerne.
Men måske har du lagt mærke til, at der er noget paradoksalt på spil?
Jo bedre vi i kraft af vores alder og mange erfaringer er til at holde balancen, jo dårligere er vi til rent fysisk at holde den!
Klumme: Monica Krog-Meyer
Klummen er skrevet af Monica Krog-Meyer (f. 1950), som har været vært især i DR på både P3, P4 og P5 siden 1976. Det er blevet til mange ord - og mange udsendelser fra Radio Rita, Natradio, SommerService, Monicas Mødested og Så har vi Balladen.
2016 forlod hun mikrofonen og har været fast skribent på netmediet POV International.
Hun er en glad mormor, kører gerne på el-cykel, kalder sig deltidspensionist, er flittig facebookdebattør og holder foredrag om Plus-alderen.
Det er da bare SÅ træls, at det er sådan.
Jeg har lært en masse
Nu er jeg blevet 71. Jeg har mange erfaringer fra et spændende, krævende, indholdsrigt, levet liv – og jeg mener nok, at jeg har lært en masse af de erfaringer, jeg har gjort mig.
- Jeg er blevet ret god til at finde den rette balance.
- Jeg ved, hvor meget jeg kan drikke, uden at blive dum og urimelig beruset.
- Jeg ved, hvordan jeg skal styre mine udgifter, så jeg ikke står og mangler penge til husleje og mad i slutningen af måneden.
- Jeg ved (nogenlunde), hvordan jeg skal opføre mig overfor andre, så de føler sig i rart selskab. Vrede skal holdes nede; begejstring er godt, men kan også sagtens blive for meget.
- Jeg ved, hvor meget jeg kan trække på andres hjælpsomhed, når jeg har brug for det, og sørger for selv at tilbyde mig, når jeg ser, at der er brug for det.
Jeg styrer min trang til at tale om mig selv, så dem jeg er i selskab med også føler, at der er plads til dem. I min alder gælder det fx om ved sammenkomster med jævnaldrende, at vi hver især højst taler om én sygdom og ét barnebarn.
Jeg forsøger at finde balancen. Og som regel lykkes det ret godt.
Det med balancen
MEN selv om jeg er i rimelig god fysisk form, med en ugentlig gymnastiktime og en ugentlig yogasession (jeg er til yin yoga, hvis du er nysgerrig), så må jeg desværre konstatere, at jeg bliver stadig dårligere til at holde balancen. Sådan rent fysisk.
Det er jo ikke, fordi jeg går og falder til hverdag. Jeg lider ikke af svimmelhed. Men balance-evnen, den er ikke noget at prale af.
”Ha!” siger du til dig selv, og tænker ‘Svagpisser!’. ”Det kan jeg da sagtens!”, mumler du.
Okay, lad os så prøve:
Du stiller dig på gulvet med begge ben på jorden.
Så løfter du det ene ben – og du må selv vælge
– og så prøv at stå på det ene ben….UDEN at støtte.
Ha! Sku’ det være noget? Det kan jeg da sagtens!, kan jeg høre dig sige.
Og så er det, jeg siger: Prøv at lukke øjnene.
Jeg vil vædde på, at du ligesom mig har fornemmelsen af at falde, så du skynder dig at åbne øjnene igen, for det skal ikke ske.
Med lukkede øjne er det nærmest umuligt at holde balancen.
En stol at sidde på
Da du var barn og ung, kunne du sagtens lukke øjnene og blive stående. Uden problemer. Men det er altså en evne, man mister, når man bliver ældre.
Kloge folk vil kunne fortælle dig, hvorfor det er sådan. Det kan jeg ikke. Jeg kan bare konstatere, at det sker. Og det irriterer mig.
Jeg træner og træner – lige meget hjælper det.
Det er et problem, når du skal have sokker på. Når du skal have sko eller støvler på. Ja sågar når du skal have lange bukser på, og det gælder både med og uden lukkede øjne: Når du løfter det ene ben, er det svært at blive stående stabilt på det andet. Derfor er vi der er 50+ glade for, at der står en stol, man kan sidde på, mens man tager sko på. For er man stående, er der dæleme langt ned.
Indtil videre trøster jeg mig med, at jeg godt kan stå på det ene ben, løfte det andet og tage en strømpe på. Det er min målestok for, hvor skiftet ligger mellem “ældre” og “gammel”.
“Ældre” er det, man bliver, når man har været voksen længe nok.
“Gammel” er den situation, hvor man har brug for andres hjælp, altså når man ikke kan klare sig selv. Sådan skelner jeg.
Så dagens opgave er, at du stiller dig på gulvet, når du skal have sokker på. Stå på det ene ben, hold sokken med begge hænder og løft det andet ben og få foden ned i sokken, UDEN at vælte.
Så har du bestået dagens “Det skal nok gå”-test. Du var ved at vælte, da du lukkede øjnene, men du fik sokken på, da du holdt dem åbne.
Det skal nok gå!
Først publiceret: 11. februar 2022
Artiklen er sidst opdateret 21. juli 2022 kl. 7:05
