Seniorer elsker denne slags musik

Sig mig hvor du bor, og jeg skal sige dig, hvilken slags musik du hører! Pop og rock er musikgenrer vi næsten alle kan samles om.

Hvis Elvis og Sinatra kommer ud af dine højtaler, så er du højst sandsynligt over 65 år. Foto: Scanpix Ritzau

Der findes mange danskere, som synes, at avantgarde-jazz lyder vidunderligt. Det samme gælder for heavy metal og verdensmusik fra Afrika. Men fælles for disse specielle musikgenrer er, at der også er rigtig mange danskere, som overhovedet ikke vil høre på den slags musik.

Når medieforskerne Rasmus Kidde og Peter Niegel fra DR Medieforskning måler hvilken slags musik, som flest danskere er glade for, er det i stedet popmusik fra dengang, de midaldrende var unge i 1980’erne.

Top 10 musikgenrer i Danmark

  • 80'er-pop
  • 70'er-rock
  • Udenlandsk 90'er-pop
  • 80'er-synthpop
  • Udenlandsk 00'er-pop
  • Edgy/alternativ pop
  • Ung popmusik
  • Voksen popmusik
  • Ung dansk popmusik
  • EDM (Electronic Dance Music)

Kilde: DR Panelet & Norstat

-Et bud på en forklaring på 80’er-poppens popularitet kunne være, at musikken er gammel nok til, at den har været spillet i mange år og derfor er genkendelig for de fleste, samtidig med at den ikke er så gammel, at dens stampublikum, der voksede op med den, er ved at dø ud.

-Der er nemlig tydelige tegn på, at alle generationer har en ekstra plads i hjertet til musikken fra deres egen ungdom, siger de to forskere.

I kortlægningen af danskernes musiksmag har de to forskere også set på, hvilke genrer, der i den enkelte region nyder en større popularitet end i resten af landet.

Det fører blandt andet frem til, at selvom borgere i Region Midtjylland ligesom så mange andre er gladest for 80’er-pop, så skiller de sig ud ved at være mere en gennemsnitligt glade for to andre genrer: country, som især foretrækkes af mænd, og dansktop, som især foretrækkes af kvinder,

På tilsvarende vis har forskerne fundet frem til at disco-musik er mere end gennemsnitligt populært i Nordjylland. I Hovedstadsområdet er det derimod nyere genrer som udenlandsk 10’er-pop og britisk rap, der skiller sig ud som populære i forhold til resten af landet, påpeger Rasmus Kidde:

Tilbageskuende pop

De 5 mest overrepræsenterede musikgenrer i regioerne

Region Hovedstaden

  1. Britisk rap
  2. Udenlandsk 10'er-pop
  3. Alternativ udenlandsk poprock
  4. RnB-pop
  5. Edgy/alternativ pop

Region Sjælland

  1. Hård dansk urban
  2. Urban-pop
  3. Hård urban
  4. Dansk 80'er- og 90'er-pop
  5. Dansk popmusik

Region Syddanmark

  1. Elektronisk vokalpop
  2. Vokalpop
  3. Edgy/alternativ pop
  4. Ung dansk popmusik
  5. Voksen popmusik

Region Midtjylland

  1. Voksen poprock
  2. Ung popmusik
  3. Elektronisk vokalpop
  4. Dansk 80'er- og 90'er-pop
  5. Voksen popmusik

Region Nordjylland

  1. EDM (Electronic Dance Music)
  2. Dansk alternativ poprock
  3. Hård dansk urban
  4. Dansk 10'er-pop
  5. 70'er-rock

Kilde: DR Panelet & Norstat

De voksne og modne voksnes musikpræferencer er popmusikken men i en lidt tilbageskuende form.

Her er det pop fra 80’erne, 90’erne og 00’erne, der foretrækkes, og til nøds kan man også samles om en god 70’er rock-klassiker fra Fleetwood Mac eller Bruce Springsteen.

Blandt danskere over 65 år er det særligt den engelsksprogede musik fra 50’erne og 60’erne, som fx Elvis Presley og The Beach Boys, samt den danske musik fra 70’erne á la Gasolin og Shu-bi-dua, der samler.

Bor du i Midtjylland, er du sikkert glad for country,  men bor du nordenfjords er det disco, der trækker.

Under disse brede musikfællesskaber ligger dog mere nichede smagsfælleskaber og tilhørsforhold.

Fx er forkærligheden for dansktop og country primært isoleret til ældre danskere over 70 år.

Mere specifikt er det især i Region Midtjylland, at disse genrer er overrepræsenteret ift. hele landet. Dansktop foretrækkes i øvrigt mest blandt kvinder, mens country har en større slagside blandt mænd.

Disco og country

Skærer vi 10 år af ovennævnte aldersgennemsnit, dukker disko op. Især mænd mellem 60 og 70 år i Nordjylland har en forkærlighed for dansetonerne i diskogenren, der altså er overrepræsenteret i det nordjyske.

Hvis du – på den anden side af bæltet – sagtens kan se en gruppe 50-årige, sjællandske mænd for dig, når du fx tænker på den københavnske metalfestival Copenhell, er du ikke helt gal på den. Det flugter nemlig meget godt med, at disse også i højere grad kan lide den både klassiske og hårdere rock end i andre regioner, mens fx pop fra 90’erne er særligt foretrukket blandt de 50-årige kvinder.

Musik-identitet

Musik har også altid være identitetsbærende.

“Jeg kan lide rock, du kan lide pop. Jeg kan lide klassisk, du kan lide heavy metal”.

-Vi oplever, at vi er præcis som nogle, men helt forskellige fra andre. Og det er på mange måder sandt. Individuelt har vi forskellige musikalske præferencer, men kollektivt er der altså musik, som vi stort set alle sammen kan blive enige om at kunne lide, uanset individuelle smagspræferencer.

Musik, som alle – eller næsten alle – kan lide. De musikalske hits og klassikere, som vi synger med på, fester til eller skruer op for på bilradioen.
Alligevel oplever vi alle, at vores egen musiksmag er helt personlig og unik. At musikken, vi hører, er en del af bestemte musikalske fællesskaber, og at disse fællesskaber er i opposition til andre musikfællesskaber. Og ja, det er aldrig rart at få at vide, at man ikke er unik – men det er omvendt meget rart at vide, at der også er andre, der godt kan nyde et stykke med pop i ny og næ.

Læs mere om det musikalske Danmarkskort HER

Kilde: DRs Medieforskning

Først publiceret: 5. februar 2022
Artiklen er sidst opdateret 16. februar 2022 kl. 14:57

Se, hvad vi ellers skriver om: