Overrask i køkkenet: Tre lækre retter med kastanjer
Med enkle midler kan du nyde en af efterårets helt store sæsonvarer, og her giver kokken tre bud på kastanjeretter, som går rent ind.
Mens bladene falder af træerne og efterårets gyldne farver træder frem, er det tid at bringe sæsonens ingredienser ind på spisebordet.
Her er spisekastanjer et oplagt indslag, fortæller Christine Bille Nielsen, der er kok og kogebogsforfatter.
– Kastanjer er sådan en sjov nød, som smagsmæssigt passer godt til andre efterårsvarer som æbler, svampe, nødder og græskar.
Spisekastanjer minder i konsistens om bagte kartofler, når de er tilberedt, og så er der flere ernæringsmæssige gevinster ved den lille, søde nød.
Efterårets delikatesser
– Det er en delikatesse og et skønt indslag på efterårsmenuen, siger Karina Kyhn Andersen, der er mad- og måltidskonsulent ved Kost og Ernæringsforbundet.
– Den indeholder meget kulhydrat, som bidrager med energi og giver en god mæthed, og så er den rig på kostfibre, hvilket er godt for fordøjelsen, fortæller hun.
Den mest almindelige kastanje i Danmark, hestekastanjen, kan ikke spises, og derfor er det som regel nødvendigt at købe sig til de lækre nødder.
Tilberedningen begynder med at snitte et lille kryds i kastanjerne, hvorefter de skal bages i op mod en halv time ved 225 grader, så de åbner sig og nødderne kan pilles ud.
Herefter kan kastanjen indgå efter behov, men det er ikke nødvendigt med store mængder, siger Christine Bille Nielsen.
– Det er ikke meningen, at du skal spise dig mæt i kastanjer. I stedet skal det være sådan en lille “wow”-oplevelse, siger hun og forklarer, at nødden taber cirka halvdelen af sin vægt, når skallen fjernes.
3 opskrifter med kastanjer
Svamperisotto med kastanjer
Kastanjer spiller godt i en svamperisotto med løg, hvidløg, selleri og lidt hvidvin.
Man kan også krydre med lidt bacon eller parmaskinke, men ifølge Christine Bille Nielsen er det vigtigt at nøjes med få ingredienser.
- Kastanjen er ikke den kammerat, der råber højest. Den skal have modspil, men der skal ikke være tusind ingredienser, for så forsvinder den lidt.
Helstegt kylling med kastanjer
Du kan også bruge kastanjer til at give din lørdagskylling nyt liv i selskab med græskar og enten figner eller svesker i et stort fad.
- Den er rigtig god. Bare ind i ovnen med skind og hele baduljen, siger Christine Bille Nielsen og fortsætter.
- Den fedme, der er i skindet, når det smelter, spiller rigtig godt sammen med en god håndfuld kastanjer. Kyllingekød er godt, fordi det er stille og roligt og ikke overdøver kastanjerne.
Lagkage med kastanjecreme
Her kan du få glæde af kastanjerne, hvor de koges og blendes sammen med chokolade til en lækker creme i en klassisk dessertlagkage.
- Det er igen noget ret enkelt, hvor kastanjen rigtig kan komme til sin ret, siger Christine Bille Nielsen.
- Kastanjen spiller rigtig godt med chokolade, så det er et oplagt valg, uddyber hun.
Kokken nævner også mazarintærten, mousse og muffins som alternativer, hvor kastanjecreme med chokolade enten kan blandes i eller bruges som topping.
/ritzau fokus/
Først publiceret: 7. oktober 2021
Artiklen er sidst opdateret 3. december 2021 kl. 10:51