TV2’s Simi Jan har nu også forladt Afghanistan
De sidste par dage har Simi Jan rapporteret ude fra lufthavnen. Efter det sidste danske fly var fløjet fra Kabul, tog hun selv med et amerikansk militærfly til Doha i Qatar, og videre til Danmark.
TV 2s korrespondent Simi Jan har forladt Afghanistan.
I aftes landede Simi Jan i Qatars hovedstad Doha ombord på et amerikansk transportfly. Det skete samtidigt med at den danske evakueringsindsats fra Afghanistan onsdag formelt blev afsluttet.
Mange Tv-seere har de seneste dage tænkt på hvordan Simi Jan ville forlade Kabul. DR trak allerede deres korrespondent, Puk Damsgaard, ud af Kabul, den søndag, hvor Taleban overtog magten i hovedstaden. Men Simi Jan valgte at blive, og hver da har hun rapporteret om den stadig mere og mere håbløse og voldsomme situation i byen.
De seneste dage har Simi Jan rapporteret ude fra lufthavnen i Kabul, hvor tusindvis af udenlandske statsborgere og afghanere har kæmpet for at komme ud af landet, og onsdag fløj Simi Jan så med et amerikansk evakueringsfly til Doha i Qatar, hvorfra hun kort efter var igennem i 19-Nyhederne, og fortalte:
“Jeg sidder stadig i transportflyet. Som man kan se bag mig, er det proppet med mennesker. Der er børn, der græder, unge, voksne, gamle. Det har været en rejse på fire timer fra Kabul efter mange timers venten”, fortalte Simi Jan direkte i Nyhederne.
“Der er store følelser på spil. Det er folk, der har efterladt deres hjem og deres liv. De har deres ejendele i en lille kuffert. Man må have ti kilo med hver”.
Slut med dansk evakuering
Ifølge Forsvarsministeriet blev cirka 110 personer tidligere onsdag evakueret med danske Hercules-fly fra lufthavnen i Kabul til Islamabad. Dermed har Danmark i alt fløjet over 1000 personer ud af den afghanske hovedstad.
Forsvarsminister Trine Bramsen fortæller, at de 1000 personer er en blanding af danske statsborgere, lokalt ansatte, tolke og NGO-personale med familier, diplomater fra ambassaden og de sidste danske soldater.
TV 2s korrespondent Rasmus Tantholdt, der befinder sig i Islamabad i Pakistan, fortæller, at den afsluttede danske evakueringsindsats dog ikke lukker porten helt for danskere eller folk med tilknytning til Danmark, som stadig er tilstede i Afghanistan.
“Afslutningen betyder ikke nødvendigvis, at der ikke kan blive evakueret flere personer, som har tilknytning til Danmark. Men det vil så ske med nogle af de europæiske partnere eller måske amerikanske militærfly”, siger Rasmus Tantholdt.
Til gengæld har DR’s korrespondent, Puk Damsgaard, valgt at tage til Afghanistan for at rapportere om situationen i det højspændte land. Men i stedet for at tage til Kabul, så er Puk Damsgaard rejse ind i Afghanistan fra grænsen i nord og til landets 3. største by, Mazar-e-sharif, hvor der er anderledes rolig og langt mere ufarligt end i Kabul.
Kilde: TV2 Nyhederne
Først publiceret: 26. august 2021
Artiklen er sidst opdateret 3. december 2021 kl. 10:18