Nye billetpriser for rejser med bus og tog

Fra januar ændres taksterne for rejser med bus, tog og metro på Sjælland. Samtidig er der nye priser og regler for pensionistkort. Se hvad det betyder for dig.

Er du folkepensionist og rejser med tog, bus eller metro på Sjælland er der ændringer i taksterne og regler fra 17. januar. Det gælder både for rejse med rejsekort og pensionistkort.

Det oplyser DOT, der dækker rejser i den kollektive transport på Sjælland, Lolland, Falster og Møn.

Ændringerne betyder i hovedtræk, at alle, der er over 65 år:

  • får 25 procent rabat på rejser med bus, tog og metro med rejsekort
  • får yderligere 20 procent rabat på rejser uden for myldretiderne
  • mulighed for at beholde pensionistkortet på pap uden krav om at checke ud og ind.

Ændringerne betyder samtidig en harmonisering af priser, rabatter og rejseregler for pensionister og førtidspensionister i DOT’s område på hele Sjælland og øerne.

Nye priser og ny alder for pensionistkort

Fra 17. januar skal du være fyldt 66,5 år, for at kunne købe pensionistkort.

Har du i forvejen et pensionistkort, eller har du tidligere haft et, kan du fortsat forny det, selvom du ikke er fyldt 66,5 år.

Du skal blot kunne fremvise dit tidligere pensionistkort ved fornyelse.

Til og med 16. januar kan du købe dit kort som du plejer og bruge det perioden ud til de måneder, du køber.

Prisen for pensionistkortet harmoniseres, så pensionister betaler det samme over hele Sjælland og øerne. Prisen vil dog maksimalt stige med 100 kroner om måneden, oplyser DOT.

Priser for pensionistkort, der gælder i 3 måneder:

3 zoner: 630 kroner

1 storzone: 890 kroner

2 storzoner: 1.335 kroner

Hele DOTs område: 1.780 kroner

DOT oplyser, at hvis du med et pensionistkort kommer til at bruge op til 100 kroner mere om måneden, skal du overveje, om du nu kan rejse billigere med et rejsekort personligt, med kundetype ”pensionist”.

(se kort over zoner  nederst i artiklen)

Spærretid for pensionister

Spærretiden harmoniseres på tværs af regionerne så alle med pensionistkort får de samme rejseregler.

Pensionistkortet kan derfor ikke bruges:

  • på hverdage i morgenmyldretiden fra kl. 7.00-9.00 i bus, lokaltog, tog og metro overalt på Sjælland og øerne.
  • I eftermiddagsmyldretiden fra kl. 15-17.00 på hverdage, kan kortet ikke anvendes i DSB-tog i hovedstadsområdet (DOT Øst).

Er det OK for dig?

Hvad mener du om ændringerne for pensionisterne, der rejser med kollektiv trafik? Din mening er velkommen på Faglige Seniorers Facebook-side – KLIK HER

Nye zoner – se kortet

Først publiceret: 20. oktober 2020
Artiklen er sidst opdateret 14. maj 2021 kl. 14:50

Se, hvad vi ellers skriver om:

og