Hvor længe skal du leve af din pension?
Planlæg din pension ud fra din forventet levealder. Se her, hvor længe din pension skal række.
Den gennemsnitlige levealder stiger. En mand på 65 år kan i dag se frem til at blive 83 år. En kvinde kan se frem til at leve lidt længere, nemlig til hun bliver 85 år og ni måneder.
De fleste kan se frem til 20-25 år på pension, når de når folkepensionsalderen.
Din pension skal række længere
Den længere levetid betyder, at din pension skal række længere.
I dag har mange nye pensionister en mindre indtægt fra arbejdsmarkedspension, som skal supplere pensionen. Nogle har desuden sparet penge op i private pensionsordninger og i deres bolig.
“Brug dine likvide midler først, så du kommer under formuegrænsen på 93.000 kroner, så du undgår modregning. Det kan være en god ide at udskyde udbetaling af aldersopsparing, kapitalpensioner og din opsparing i LD – Lønmodtagernes Dyrtidsfond. Bruger du hele din pensionsopsparing i de første år, efter du er gået på pension, kan du komme til at sidde hårdt i det senere i pensionslivet,” advarer konsulent hos Faglige Seniorer, Finn Larsen.
Bruger du hele din pensionsopsparing i de første år, efter du er gået på pension, kan du komme til at sidde hårdt i det senere i pensionslivet.
Finn Larsen, konsulent hos Faglige Seniorer
“For at få mest muligt ud af din ratepension, er det en fordel for dig at udsætte, hvornår den bliver udbetalt eller at strække udbetalingen over så lang tid som muligt,” tilføjer Finn Larsen.
Få overblik over dine pensioner
På hjemmesiden www.pensionsinfo.dk kan du få overblik over alle dine pensioner, og hvor meget du får udbetalt år for år. Du skal logge på med NemID / MitID.
Først publiceret: 9. april 2019
Artiklen er sidst opdateret 10. juni 2022 kl. 6:43