Nu kan du få opdateringer fra politiet på din mobil med ny app
Nu kan du få politiets korte operative meddelelser, kendt som Politi Update, i en mobilapp. Mobilappen DK Update giver et samlet overblik over meddelelser om igangværende hændelser fra både politiet og anklagemyndigheden - med mulighed for push-notifikationer.
Siden januar har offentligheden kunnet følge med i politiets arbejde på kommunikationskanalen Politi Update. Herigennem udsender landets politikredse korte meddelelser om akutte og aktuelle hændelser af politimæssig operativ karakter, fx trafikale forhold og efterlysninger. Alle kan abonnere på meddelelserne via mail og RSS-feed – og som noget nyt kan man nu også følge med via den nye mobilapp DK Update.
Det oplyser Rigspolitiet i en pressemeddelelse.
Notifikationer på mobilen
En af de helt store fordele ved DK Update-appen er, at man kan indstille den, så man får en push-notifikation på mobilen, når der sker noget i ens område. På den måde får man besked med det samme, hvis der fx har været et trafikuheld, og man skal køre ad en anden rute, eller hvis politiet beder om offentlighedens hjælp til at finde en efterlyst person i ens område.
DK Update er ligeledes udviklet med medierne for øje, så landets journalister hurtigere og nemmere kan opsnappe, når politiet melder noget ud i det eller de områder, som er interessant for det pågældende medie at dække.
”Lige siden lanceringen af Politi Update har det været et stort ønske fra flere sider af også at kunne tilbyde den som mobilapp, så vi er meget glade for, at DK Update nu er live,” siger kommunikationschef René Gyldensten fra Rigspolitiet.
Udviklet til offentlige myndigheder
En anden fordel er, at appen ikke er forbeholdt politiet. Teknologien bag både Politi Update og DK Update-appen er udviklet og ejet af Ritzaus Bureau A/S med henblik på, at flere danske offentlige myndigheder på sigt kan benytte den til at kommunikere i beredskabsøjemed til borgere og medier.
Anklagemyndigheden lancerede således i juni Anklager Update på samme platform og er også at finde i DK Update-appen. Kanalerne er således individuelle for den enkelte myndighed, men appen samler al kommunikationen fra samtlige myndigheder, der er en del af platformen.
TV 2 har talt med Anders Hede, der er forskningschef i Trygfonden. Han påpeger, at man skal passe på ikke at gøre borgerne mere utrygge med de mange opdateringer.
Hos politiet mener man dog ikke, at den nye app adskiller sig fra andre platforme, når det kommer til opdateringer.
Det udtaler René Gyldensten, der er kommunikationschef i Rigspolitiets Koncernkommunikation.
“Der er ikke nogen forskel på, om du er aktiv bruger af X, Facebook eller DK Update. Det er op til den enkelte selv at vurdere, om man ønsker opdateringer med push-notifikationer.
Hertil understreger han, at opdateringerne ikke kun behøver at handle om noget kriminelt.
Appen kan downloades gratis i App Store til iOS-enheder og i Google Play til Android-enheder.
Vil du læse flere af vores historier? Så tilmeld dig vores nyhedsbrev HER.
Du kan også være en del af fællesskabet og følge os på Facebook HER.
Først publiceret: 3. september 2026
Artiklen er sidst opdateret 3. september 2026 kl. 15:34