Kronprins Christian er blevet udnævnt til sekondløjtnant
Kronprins Christian blev torsdag udnævnt til sekondløjtnant. Til stede var kong Frederik, dronning Mary, prins Vincent og prinsesse Josephine
Kronprins Christian blev torsdag formiddag udnævnt til sekondløjtnant. Det skete på Gardehusarkasernen i Slagelse.
Til stede var også kronprinsens forældre, kong Frederik og dronning Mary, og kronprinsens søskende, prins Vincent og prinsesse Josephine.
En sekondløjtnant er den laveste militære officersgrad i Hæren og Flyvevåbnet.
Udnævnelsen skete ved en parade, hvor cirka 120 løjtnantselever fik deres uddannelsesbevis og nu kan kalde sig for sekondløjtnant.
Chefen for Hæren og cheferne for Hærens regimenter hilste ved seancen på de nyudnævnte sekondløjtnanter.
Den 20-årige tronarving har aftjent sin værnepligt ved Gardehusarregimentet i Slagelse.
Den 11. august sidste år begyndte han på løjtnantsuddannelsen samme sted.
Det skal han nu
I forlængelse af løjtnantsuddannelsen skal kronprinsen gøre tjeneste ved Den Kongelige Livgarde som delingsfører på Garderkasernen i Høvelte i Nordsjælland.
Som delingsfører skal kronprinsen føre en deling på 30 værnepligtige, hvor han skal stå for at uddanne dem.
Det fortæller major og chef for Hærens Løjtnantsskole Henrik Cederbye til Ekstra Bladet.
Kronprinsen skal stå for den daglige ledelse af de værnepligtige og føre dem, når de er indsat i felten, lyder det fra majoren.
Mange pårørende til de nyuddannede løjtnantselever er torsdag mødt op ved Gardehusarkasernen i Slagelse.
Så sent som lørdag var kronprinsen i aktion ved åbningen af den nye Storstrømsbro, Dronning Margrethe II’s Bro.
Det var oprindeligt kronprinsens farmor, dronning Margrethe, der skulle have deltaget i den officielle åbning.
Men dronningen har været indlagt på Rigshospitalet med en blodansamling og havde efterfølgende brug for at restituere.
Senere torsdag formiddag var dronningen til stede ved uddelingen af Prins Henrik Prisen på Fredensborg Slot. Det kan du læse mere om herunder.
Vil du læse flere af vores historier? Så tilmeld dig vores nyhedsbrev HER.
Du kan også være en del af fællesskabet og følge os på Facebook HER.
Først publiceret: 11. juni 2026
Artiklen er sidst opdateret 11. juni 2026 kl. 14:51