“Olsen-banden ser rødt” har 50-års jubilæum: Sådan markeres det

Den ikoniske film "Olsen-banden ser rødt" kan i år fejre 50-års jubilæum. Jubilæet bliver markeret flere steder i landet.

Poul Bundgaard, Ove Sprogøe og Morten Grunwald

Poul Bundgaard, Ove Sprogøe og Morten Grunwald. Foto: Mogens Berger/Ritzau Scanpix

Egon, Benny og Kjeld.

Med den åbning så kan de fleste godt regne ud, at det kommer til at handle om selveste Olsen-banden.

Tilsæt derefter Det Kongelige Teater, en kinesisk vase og den fine musik fra “Elverhøj”, og så får du en af de største successer i dansk biografhistorie.

Tilsammen giver det nemlig filmen “Olsen-banden ser rødt”, som er den 8. film i rækken af de populære film.

Men til trods for at være nummer otte, så var den et kæmpe hit med over en million solgte billetter!

Filmen udkom i 1976, og det betyder også, at den elskede perle i år kan fejre 50-års jubilæum.

Det er selvfølgelig ikke noget, der går stille hen hos Nordisk Film Biografer, der har valgt at markere mærkedagen.

På deres hjemmeside fremgår det, at man i anledning af jubilæet nu får mulighed for at genopleve filmen i Nordisk Film Biografer.

Det er dog kun på én dag, at filmen kan ses i biograferne, og det er d. 14. juni. Billetprisen er 65 kroner pr. billet.

Ikke de eneste

Nordisk Film Biografer er ikke de eneste, der i år hylder den legendariske film.

Også Tivoli har valgt at markere jubilæet, og det bliver selvfølgelig i ægte Dynamit-Harry-stil med masser af krudt.

Fra d. 6. juni og frem til d. 29. august vil Tivolis Lørdagsfyrværkeri lyse rødt op, og det bliver med elementer, man aldrig har set før, fortæller Tivolis fyrværker Gunnar.

“Man kan forvente et show, hvor der er aktion og højt tempo kombineret med smukke og stille perioder. Og da det er ‘Olsen-banden ser rødt’, kan man nok også forvente et rødt afsnit. Vi har indkøbt nye varetyper og designet er nyt, med elementer som ikke er set i Tivoli før.”

Vil du læse flere af vores historier? Så tilmeld dig vores nyhedsbrev HER.

Du kan også være en del af fællesskabet og følge os på Facebook HER.

Først publiceret: 20. maj 2026
Artiklen er sidst opdateret 20. maj 2026 kl. 10:46

Se, hvad vi ellers skriver om:

og