Nu kan særlig rekvisit fra “Matador” blive din
Folk har nu mulighed for at få fat på en helt særlig rekvisit fra 'Matador'.
Du skal lede ret længe, hvis du skal finde en herhjemme, der ikke kender til tv-serien “Matador”.
Hvor det i nyere tid har været “Badehotellet”, der har domineret, så er der generationer, der slet ikke er klar over, at det første store hit var “Matador”.
Tv-serien fik selvfølgelig sin premiere helt tilbage i 1978. I alt blev det til 24 afsnit fordelt ud på fire sæsoner.
Selvom det alligevel er nogle år siden, så kan du være helt sikker på, at mange danskere fortsat ser den med stor glæde.
Eksempelvis er der en del, der har en tradition med at se den som en slags julekalender grundet dens 24 afsnit.
“Matador” kunne dog aldrig være blevet så stor, som den blev, uden de skuespillere, der vækkede karaktererne til live.
En af seriens helt store stjerner var Holger Juul Hansen, der portrætterede bankdirektøren Hans Christian Varnæs.
Hans Christian Varnæs var en af de helt centrale karakterer i “Matador”. Derfor er det også særligt, at du nu kan få fat i en af hans ejendele.
Hos Bruun Rasmussen er et af bankdirektørens jakkesæt således kommet på auktion, og det kan faktisk ses i flere afsnit i tv-serien.
Det skriver auktionshuset i en pressemeddelelse.
“Ikke blot til kameraet, men til brug i virkeligheden”
“Jakkesættet, der bæres af Holger Juul Hansen i rollen som bankdirektør Hans Christian Varnæs, optræder i en lang række af seriens afsnit, herunder Et nyt liv (1937–38), Brikkerne (vinter 1938–forår 1939), At tænke og tro (1939), Lauras store dag (1940), De voksnes rækker (1941–42) og ikke mindst et af seriens mest populære afsnit, Hr. Stein (1943).”
Ifølge auktionshuset er der noget ganske særligt over jakkesættet. I modsætning til mange af seriens kostumer, der blev syet som rekvisitter, så er bankdirektørens et skræddersyet sæt.
Artiklen fortsætter under billedet…

“Det er syet med samme omhu og håndværksmæssige kvalitet, som man forventer af et jakkesæt fra perioden – ikke blot til kameraet, men til brug i virkeligheden,” fortæller Peter Broe, specialist hos Bruun Rasmussen.
Ifølge auktionshuset var det skræddermester B. Korzen, som stod bag jakkesættet. Der er tale om et dobbeltradet jakkesæt af blåt uldstof, foret med satin samt en medfølgende vest.
Det er muligt at byde på auktionen HER.
Du kan se “Matador” på DRTV.
Først publiceret: 5. februar 2026
Artiklen er sidst opdateret 5. februar 2026 kl. 15:43