Får du din pensionsoversigt? Nu giver Finanstilsynet en pensionskasse en næse
Finanstilsynet griber ind overfor pensionskasse, efter at medlemmer i flere år ikke har fået de lovpligtige oplysninger om deres pension. Se her, hvad du har krav på at få at vide mindst en gang om året.
Danskerne får tit skyld for at interessere sig for lidt for deres pensionsordninger. Men hvis de skal følge med, så kræver det, at de får viden om, hvordan deres opsparing udvikler sig.
Det er der også lovkrav om. Alligevel har en gruppe medlemmer i AkademikerPension gennem flere år ikke modtaget nogen årsoversigt.
Nogle af dem har brokket sig til Finanstilsynet. Blandt andet klagerne har nu ført til, at Finanstilsynet kritiserer AkademikerPension.
Selskabet har fået besked på, at de skal levere de lovpligtige oplysninger til de pågældende medlemmer. Det skal de gøre for flere år tilbage.
Se hele Finanstilsynets påbud til AkademikerPension
Bøde til Pensam Liv
Det er ikke første gang, et pensionsselskab kikser med at give medlemmer den lovpligtige orientering. I 2012 politianmeldte Finanstilsynet selskabet Pensam Liv for ikke at udsende årsopgørelser.
Fejlen ramte flere tusinde medlemmer. Bagmandspolitiet udstak en bøde på 50.000 kroner, og den accepterede Pensam Liv.
Undskyldning: Bøvl med it
Også pensionsselskabet PKA+ har haft problemer med at få udsendt årsoversigter. Finanstilsynet modtog i 2012 en klage fra en kunde over, at det var svært at få leveret en pensionsoversigt, og at det ikke var sket de sidste par år.
PKA+ undskyldte sig med it-vanskeligheder. Problemerne vedrørte knap 1.000 medlemmer.
Finanstilsynet gav PKA+ påbud om at få udsendt alle årsoversigter.
De ramte medlemmer
I den aktuelle sag om AkademikerPension forklarer selskabet også om it-problemer. Det har været i forbindelse med udskiftning af det, der kaldes et kernesystem – et af de mest centrale dele i et pensionsselskabs it-system.
Problemerne er gået ud over særligt en gruppe invalide- og delalderspensionister. De har ikke har haft fuld adgang til deres personlige oplysninger i en periode.
Derudover er der en anden gruppe medlemmer, som ikke har kunnet se deres oplysninger. Det skyldtes, at deres policer skulle gennemgås hver for sig for at sikre, at alt fremgår korrekt.
De har hverken kunnet se deres årlige prognoser, forsikringsdækninger, dækningsoversigter, kontooversigter eller pensionsoversigter.
Pensionskassen oplyser, at det drejer sig om i størrelsesordenen 1.500 medlemmer på tværs af forskellige grupper og år.
Det kræver lovgivningen
Det står i en bekendtgørelse, hvilke oplysninger pensionsselskaberne mindst én gang årligt skal udsende. Det skal selskaberne gøre, uden at medlemmer eller kunder behøver bede om det.
Medlemmer eller kunder skal hver især have besked om deres egen ordning:
- Størrelsen af forsikringsydelserne og bonussituationen og desuden i hvilket omfang bonus er garanteret.
- Forsikringstagerens samlede forrentning for året.
- Tilbagekøbsværdien hvis forsikringen giver adgang til det og fripoliceværdien.
- Oplysninger om mindre væsentlige ændringer omkring selskabet og deres egen ordning og om ændringer i de almindelige og særlige betingelser.
Selskaberne behøver faktisk ikke sende informationerne ud til medlemmerne eller kunderne. De kan også bare stille dem til rådighed på en hjemmeside, som medlemmerne kan logge ind på med password.
Det kan opgørelsen bruges til
Nogle kunder eller medlemmer kan måske være i tvivl om, hvad de skal bruge for eksempel en årsoversigt til. Men Finanstilsynet understreger, at den er vigtig.
Den kan bruges til at få overblik over, hvordan pensionsopsparingen udvikler sig. Den viser, hvilke forsikringsdækninger der er knyttet til ordningen.
Årsoversigten fortæller videre om, hvilke omkostninger der er betalt. Den hjælper med at forstå dækninger, vilkår og udgifter, forklarer Finanstilsynet.
Her får du ingen besked
Hvis et medlem eller en kunde får udbetaling fra en ordning, så kan selskaberne i nogle tilfælde slippe med at oplyse mindre. Så behøver de ikke give besked om forrentning og om værdien.
Så skal de kun give besked om størrelsen på ydelserne og om bonus. Og om ændringer i selskabet eller betingelser med videre.
Årsagen er ifølge Finanstilsynet, at når et medlem modtager løbende pension fra en pensionskasse med garanteret rente, har medlemmet ikke længere en individuel opsparing, men får i stedet en fastlagt pensionsydelse. Opsparingen indgår i et kollektivt system, og derfor er det hverken muligt eller relevant at oplyse en individuel depotværdi i udbetalingsfasen.
Selv om depotet ikke længere oplyses, kan pensionstageren stadig have ret til bonus.
Det betyder, at hvis pensionskassen opnår et afkast, der overstiger den garanterede rente, kan pensionstagerens ydelse blive forhøjet med en bonus. Bonussen sikrer, at medlemmerne får del i et eventuelt
Det forklarer pensionsselskabet
Administrerende direktør Jens Munch Holst fra AkademikerPension beklager de ekstraordinære it-problemer, ”som desværre har betydet, at visse medlemmers tal var forkerte.”
”Derfor valgte vi at lukke af for deres adgang, så de ikke blev præsenteret for forkerte tal. I stedet har de kunne kontakte os, hvorefter vi har kunne beregne de korrekte tal til det enkelte medlem,” forklarer Jens Munch Holst.
”Medlemmerne har på den måde altid haft mulighed for at få adgang til tallene. Samtidig har vi knoklet for at løse it-udfordringerne og er lige nu snublende tæt på målstregen,” oplyser Jens Munch Holst.
Sådan klager du
Sagen mod AkademikerPension bygger blandt andet på henvendelser fra medlemmer til Finanstilsynet. Det samme var tilfældet i forhold til Pensam Liv og PKA+
Hvis medlemmer er utilfredse med manglende årsoversigter eller andre oplysninger, så skal de i første omgang kontakte deres pensionsselskab og bede om den manglende information.
”Hvis man fortsat ikke modtager de oplysninger, man har krav på, kan man henvende sig til Finanstilsynet, så vi bliver opmærksomme på forholdet. Finanstilsynet er ikke en klageinstans, men fører tilsyn med, at reglerne overholdes generelt,” oplyser Finanstilsynet.
Selv om Finanstilsynet altså ikke er en egentlig klageinstans, tager de imod henvendelser fra kunder og medlemmer, som mener, at de ikke får de oplysninger, de har krav på. Men i første omgang skal utilfredse kontakte pensionsselskabet.
Her kan du kontakte Finanstilsynet
Dine rettigheder som pensionskunde
Som medlem eller kunde i et pensionsselskab har du ret til at få vigtige oplysninger om din pension mindst én gang om året. Det gælder, uanset om du selv beder om dem eller ej.
Du har som udgangspunkt ret til at få oplyst:
-
hvor stor din pensionsopsparing er
-
hvordan din pension har udviklet sig det seneste år
-
hvilke forsikringsdækninger der er knyttet til din ordning
-
hvilke omkostninger og gebyrer der er trukket
-
om der er ændringer i vilkår, betingelser eller selskabet
Oplysningerne kan sendes med post, digital post eller stilles til rådighed på selskabets hjemmeside bag login.
Får du ikke oplysningerne:
-
skal du først kontakte dit pensionsselskab og bede om dem sende oplysningerne
-
hjælper det ikke, kan du gøre Finanstilsynet opmærksom på sagen
Finanstilsynet er ikke en klageinstans, men fører tilsyn med, at pensionsselskaber overholder reglerne.
Først publiceret: 23. januar 2026
Artiklen er sidst opdateret 23. januar 2026 kl. 6:58