Tre små ændringer i hverdagen kan forlænge livet
Et nyt studie viser, at små skridt i den sunde retning kan gøre en større forskel, end man måske tror – især hvis man kombinerer dem.
Sover du godt? Eller får du dyrket lidt motion? Måske spiser du også grønt til aftensmad.
Hvis svaret er ja til bare én af delene, så er du allerede godt i gang.
Men ifølge et nyt stort studie er det kombinationen af flere sunde vaner, der for alvor rykker ved helbredet og kan være med til at forlænge livet.
Studiet er udført af forskere fra blandt andet University of Sydney og har fulgt over 59.000 voksne i otte år, skriver Berlingske.
Resultaterne viser, at tre små ændringer tilsammen kan mindske risikoen for tidlig død med op til ti procent.
Så lidt skal der til
Forskerne har fundet frem til, at man ikke behøver løbe maraton eller lave store livsstilsændringer.
Små justeringer kan gøre en forskel, hvis man tænker dem sammen.
Her er de tre ændringer, som ifølge studiet kan have betydning:
- Sov mindst 15 minutter mere om dagen
- Få 1,6 minutters mere moderat til hård fysisk aktivitet om dagen
- Spis en halv portion ekstra grøntsager om dagen
Det lyder måske ikke af meget – og det er netop pointen.
Ifølge professor Lene Juel Rasmussen fra Københavns Universitet viser studiet, at selv små forbedringer på flere områder kan være en effektiv vej til bedre sundhed.
Vanerne påvirker hinanden
Professoren er især begejstret for, at studiet ikke kun ser på én enkelt vane ad gangen.
“Det er et meget stærkt studie. Disse sundhedsvaner påvirker hinanden, og det er meget interessant,” siger hun.
Ifølge hende kan en enkelt god vane ikke stå alene. For eksempel giver det ikke nødvendigvis bedre helbred kun at sove lidt længere, hvis man samtidig spiser usundt og er inaktiv.
Men sætter man ind flere steder, kan det samlede resultat blive langt bedre.
En helhed gør forskellen
Tidligere har man ofte undersøgt søvn, kost eller motion hver for sig. Men det nye studie viser, at samspillet mellem dem har stor betydning.
En af forskerne bag studiet, Nicholas Koemel, siger i en pressemeddelelse, at det kan være en mere effektiv og holdbar strategi at lave små ændringer på flere områder frem for at fokusere på én vane ad gangen.
Lene Juel Rasmussen er enig og opfordrer til, at man tænker helhedsorienteret, hvis man ønsker at forbedre sin sundhed.
“Du er nødt til at sætte ind på flere fronter. Forbedrer du både din søvn, kost og motion – bare en lille smule – så kan det i sidste ende være med til at nedsætte risikoen for nogle af de sygdomme, man dør af,” siger hun.
Først publiceret: 6. oktober 2025
Artiklen er sidst opdateret 6. oktober 2025 kl. 7:23