En simpel ændring i din gåtur kan give dig effektiv motion

En gåtur op ad bakker giver dig både stærkere muskler og bedre kondition – og samtidig er det skånsomt for kroppen.

Når du går op ad bakker, bruger du både lår, baller og lægge mere end på en almindelig gåtur.

Når du går op ad bakker, laver du faktisk en rigtig god træning. Du kan endda få pulsen lige så højt op, som hvis du løber en tur på fladt underlag.

Samtidig styrker du dine muskler på en måde, som løb ikke kan – og alt sammen uden de hårde stød, der belaster knæ og hofter, når man løber.

Derfor er bakkegang særlig godt, hvis du har slidgigt, en gammel skade eller en bækkenbund, der har brug for lidt ekstra hensyn.

Dit hjerte og muskler får træning

En bakke kræver mere af kroppen end en flad sti. Derfor skal hjertet pumpe ekstra, så musklerne får den ilt, de har brug for.

Det betyder, at du automatisk får kredsløbstræning og styrker dit hjerte.

På den måde kan bakkegang være med til at beskytte dig mod hjertekarsygdomme og forhøjet blodtryk.

Når du går op ad bakker, bruger du både lår, baller og lægge mere end på en almindelig gåtur. Du løfter benene højere, og ballerne skal arbejde ekstra for at skubbe dig fremad.

Det er godt nyt, for stærke ballemuskler er vigtige – både for din holdning og for at undgå smerter i lænd og knæ.

Samtidig får dine ankler strakt og bøjet sig mere, end de plejer, og det er godt for din balance og din evne til at lave dagligdags bevægelser, som at rejse dig fra en stol eller samle noget op fra gulvet.

Du får ekstra meget forbrænding med i købet

Vil du gerne forbrænde flere kalorier, er bakkegang et godt valg.

Allerede ved en lille stigning på 5 procent forbrænder du cirka 17 procent flere kalorier, end hvis du gik på flad vej. Er bakken endnu stejlere, stiger forbrændingen tilsvarende.

Det gør bakkegang til et godt alternativ til løb, hvis du gerne vil holde vægten eller tabe dig lidt – og samtidig passer på dine knæ og fødder.

Selvom bakkegang giver sved på panden, er det stadig en skånsom træning. Du slipper for de hårde stød fra løb, men får alligevel god motion, der styrker både hjerte, muskler og forbrænding.

Så næste gang du tager på gåtur, kan det være en god idé at finde en rute med lidt bakker undervejs.

Først publiceret: 10. marts 2025
Artiklen er sidst opdateret 10. marts 2025 kl. 8:38

Se, hvad vi ellers skriver om:

og