Lone Hertz og datter deler den samme sorg
Skuespiller Lone Hertz og hendes datter Maria Lindhardt har en særlig smerte til fælles. Begge har de prøvet det ubærlige – at miste et barn. Det fortæller de åbent om i bogen "Kvinder Mødre Døtre".

Lone Hertz har fire børn. Men én mistede hun. Det samme gjorde hendes datter, Maria Lindhardt.
I bogen Kvinder Mødre Døtre, som magasinet ALT for damerne har bragt et uddrag af, deler de to kvinder deres tanker om moderskab og sorg.
Maria boede og arbejdede i Beirut i næsten ti år. Det var her, hun og hendes mand Wissam stiftede familie.
I dag har hun tre børn – to i live: Hana Rose på syv og Liam på 11.
Den tredje, sønnen Hady, døde som spæd på grund af en medfødt dødelig sygdom.
Maria lægger ikke skjul på, hvor dybt det har påvirket hende:
“Det bliver forstærket af at miste et barn, vil jeg sige. Det er jo noget, der er så helt unaturligt, ikke? En ting er, at man selv får en dødsangst. Som nok er mere udpræget hos mig. Der er så mange flere scenarier, der hele tiden er i spil i mit hoved. Fordi det kunne ske. Fordi alt så kan ske. Det er helt klart noget, jeg har kæmpet med, siden jeg mistede Hady.”
“Det var en kæmpestor sorg”
Lone Hertz er tydeligt berørt, når hun lytter til sin datters fortælling. Hun svarer stille:
“Ja, det var en kæmpestor sorg. At I kom igennem det, forstår jeg næsten ikke.”
Der bliver stille. Og Maria reflekterer over, hvordan det har ændret hendes måde at være mor på:
“Noget med generationer. At give slip på noget barndom og ungdom. En forunderlighed over, at man selv er mor. Jeg kigger på noget, jeg selv har skabt, og som ligner en så meget. Det er en erkendelse af, at man selv har en naturlig udløbsdato, ikke?”
En anden tid og en anden tilgang
Lone Hertz siger ikke så meget i begyndelsen. Men da hun tager ordet, sætter hun ord på den forskel, hun oplever mellem sin egen og datterens generation.
“For mig har det største været at få børn. Men dengang havde børn jo ikke samme placering som i dag. Overhovedet ikke. Jeg synes, det er den største oplevelse, jeg har haft i mit liv. Men jeg har aldrig givet mine børn det fokus.”
Hun beskriver det som en generationsforskel. En tid, hvor man ikke satte ord på følelser i samme grad som i dag.
Først publiceret: 9. maj 2025
Artiklen er sidst opdateret 11. maj 2025 kl. 19:44