Bodil Jørgensen: “Det må man ikke mere”

I 1980’erne spillede Bodil Jørgensen med i et gadeteater i Aarhus.

Her gik hun rundt og lod som om, hun var spastisk lammet – med forvredne bevægelser og forvrænget tale.

Folk gav penge til hendes bøtte, indtil hun til sidst rejste sig op og råbte: “Heeey, jeg er slet ikke spastiker alligevel!”

Nogle blev vrede. De følte sig snydt, fortæller hun i et interview med Berlingske.

Men for Bodil Jørgensen handlede det om at sætte tanker i gang: Hvordan ser vi på dem, der er anderledes end os selv?

Humoren er blevet farligere

I dag ville sådan en optræden næppe gå.

Bodil Jørgensen er selv klar over, at mange ville føle sig krænket – ikke bare dem med handicap, men også dem, der føler sig krænket på andres vegne.

“Det er en farlig vej at gå,” siger hun.

“Hvis vi fjerner retten til at gøre grin med os selv og hinanden, så mister vi det forløsende grin. Det grin, der kan binde os sammen.”

En af Bodil Jørgensens tidligere figurer var en stor kvinde, der kom til at sætte sig på sin elskede kat.

Et morsomt billede, men også et symbol på, hvordan man kan kvæle det, man elsker, hvis man ikke passer på.

“Det handler om åndelig fedme,” siger hun. “Om at vi nogle gange mister blikket for det vigtigste i vores liv.”

Revy med plads til både latter og alvor

Den 8. maj er hun klar i Cirkusrevyen. Her optræder hun blandt andet som en mormor, der desperat ønsker sig børnebørn. Det er sjovt, men også trist.

“Jeg kan bedst lide humor, der stikker lidt dybere,” fortæller hun.

Ifølge Bodil Jørgensen er den tid, hvor man ikke måtte sige noget, måske på vej væk.

Hun tror på, at vi igen får lov til at grine – også af det, der gør lidt ondt.

“For hvis vi ikke må krænke os selv, så ender det med, at vi slet ikke tør noget. Så bliver vi et samfund, hvor vi til sidst brænder bøger af, fordi ingen må blive stødt.”

Først publiceret: 6. maj 2025
Artiklen er sidst opdateret 6. maj 2025 kl. 7:11