Gemt i 44 år: Nu viser DR de frække afsnit med Claus Ryskjær og Ulf Pilgaard
I 1980 blev to programmer med makkerparret Claus Ryskjær og Ulf Pilgaard sendt i bedste sendetid på DR. Men så blev det hele stoppet. Nu bliver de glemte afsnit vist for første gang.

De to populære skuespillere var kendt for at få publikum til at grine i Cirkusrevyen, og i 1980 rykkede de deres satire til fjernsynet med programmet “Ulf & Claus Show”.
Planen var fire programmer, men efter kun to blev udsendelserne stoppet. Seerne var oprørte over en bestemt sketch, som de mente gik over stregen.
Det hele kulminerede i en sketch, hvor Claus Ryskjær spillede en livredder, der ville hjælpe en nøgen kvinde – spillet af Kirsten Norholt.
Han gav hende sine badebukser, men stod dermed selv splitterravende nøgen.
Det var for meget for seerne i 1980, og DR modtog så mange vrede læserbreve, at man valgte ikke at vise de sidste to afsnit.
Ulf Pilgaard: “Det kunne man simpelthen ikke vise”
Senere har Ulf Pilgaard selv fortalt om episoden i et interview:
“Vi lavede fire shows, og der blev sendt to af dem. Så blev det stoppet. Der var simpelthen så mange rasende læserbreve over, at det var for sjofelt. I 1980, du, længere skal vi ikke tilbage. Det kunne man simpelthen ikke vise. Nøgne mennesker.”
Meget er sket siden dengang, og nu har DR besluttet, at de glemte programmer alligevel skal have nyt liv.
Nu er det muligt at se de to afsnit, der aldrig blev sendt, på DR’s tjeneste Gensyn. Klik for at se showet.
Claus Ryskjær døde i 2016, og Ulf Pilgaard gik bort sidste år, men deres humor lever videre.
Først publiceret: 10. april 2025
Artiklen er sidst opdateret 10. april 2025 kl. 8:55