Janni Rees bog skal fjernes fra hylderne

Forretningsmanden Karsten Ree får medhold i sit ønske, om at ekskonen Janni Rees bog fjernes fra handlen.

Forretningsmanden Karsten Ree har slæbt sin ekskone Janni Ree i retten. Hun har udgivet en bog, som Karsten Ree vil have stoppet udgivelsen af. Onsdag fik han medhold. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Det afgør Retten i Hillerød onsdag i en forbudssag mellem hende og eksmanden Karsten Ree, fremgår det af rettens hjemmeside.

Janni Ree får et forbud mod “yderligere udgivelse eller på anden måde offentliggørelse af visse nærmere angivne dele af bogen”, lyder det i rettens afgørelse.

Forretningsmanden Karsten Ree ønskede et forbud mod at bogen udgives. Derfor har parterne kæmpet i retten.

Karsten Rees modstand mod bogen skyldes, at han mener, at den er i strid med en fortrolighedserklæring, som ekskonen har underskrevet. Det har Ekstra Bladet tidligere skrevet efter at have læst forbudsbegæringen.

Janni Ree valgte at udgive bogen 5. marts, hvor der var retsmøde i forbudssagen.

Fremrykkede udgivelsesdatoen

Oprindeligt skulle bogen være udgivet på Janni Rees fødselsdag, den 11. marts. Men forlaget bag bogen, Buster Nordic, besluttede at fremrykke udgivelsesdatoen, så den kunne købes allerede 5. marts – samme dag som retsmødet.

Det har Buster Nordic tidligere oplyst til Ekstra Bladet.

Sagen blev behandlet bag lukkede døre. Derfor er det endnu uvist, hvad i bogen der har ført til rettens afgørelse om forbud.

Bogen “Evig Diva” med undertitlen “Fra ungdommelig uskyld til kvindelig karisma” er på 175 sider og handler om kvindeliv.

I den fortæller mediepersonligheden om at gå fra at være en sent udviklet pige, der ofte følte sig udenfor, til at finde sin egen styrke og plads i verden som voksen.

En serie på seks bøger

54-årige Janni Ree har indgået en aftale med forlaget om en serie på seks bøger, der skal fokusere på emner såsom kvindeliv, kærlighed, moderskab og selvværd. “Evig Diva” er den første, der er udgivet.

Det er uvist, om forbuddet får betydning for de resterende udgivelser.

Bogserien går under navnet “Der er så meget vi kvinder faktisk forstår” og hentyder dermed til det slogan, som var med til at gøre Janni Ree til et kendt ansigt i den danske befolkning, da hun i 11 år var frontfigur i reklamer for Danske Spil.

Her lød sloganet “Der er så meget, kvinder ikke forstår”.

I 2015 blev Karsten Ree gift med Janni Christensen, der i den forbindelse tog sin mands efternavn. Parret gik fra hinanden sidste år.

Først publiceret: 13. marts 2025
Artiklen er sidst opdateret 13. marts 2025 kl. 8:13

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og