DR-koryfæ går på pension
Efter næsten 50 år hos DR har Jørgen Skouboe valgt at gå på pension.
En epoke slutter til sommer.
Her stopper den populære DR-profil Jørgen Skouboe efter 47-års ansættelse på public service-stationen, hvor han de seneste 15 år har lavet programserien “Nak & Æd” med makkeren Nikolaj Kirk.
“Det har været en svær beslutning. Men jeg ser frem til at bruge mere tid med min familie, mine børn og børnebørn. Det er en ny fase af livet, som jeg glæder mig meget til,” siger 72-årige Jørgen Skouboe i en pressemeddelelse.
“Selv om jeg forlader DR og “Nak & Æd”, forlader jeg ikke min kærlighed til naturen. Jeg ser frem til mere tid med dem, jeg holder allermest af, og måske også til at finde tid til nogle nye projekter i det små.”
Begyndte med sit hjertebarn i 2009
DR har endnu ikke afgjort programmets fremtid, men tager stilling til den til sommer, når Jørgen Skouboe går på pension. Indtil da fortsætter DR med at producere programmet.
Det er blevet til flere end 100 afsnit og besøg i 26 forskellige lande under de 15 år, “Nak & Æd” har sendt.
Konceptet er, at Jørgen Skouboe og Nikolaj Kirk går ud i naturen for at jage deres næste måltid.
Det er blevet til blandt andet et halsbåndsvin i Texas, en springbuk i Namibia og en sikahjort i Gribskov, som de havde daværende kronprins Frederik med til at nakke og æde bagefter.
“Nak & Æd” har været mit hjertebarn, siden vi optog første program i oktober 2009,” siger Jørgen Skouboe videre i pressemeddelelsen:
“Det har været et eventyr at dele oplevelserne med Nikolaj Kirk. Sammen har vi skabt et program, der ikke kun underholder, men også inspirerer til at komme tættere på naturen og forstå, hvor vores mad kommer fra.”
Var også med til “Dus med dyrene”
Jørgen Skouboe blev ansat som produktionsleder i DR i 1977.
Undervejs har han været med til at producere en lang række velkendte programmer – oftest med naturen og dyrelivet som omdrejningspunkt.
Blandt andet “Dus med dyrene” og “Frilandshaven”.
På DR takker man for samarbejdet og kalder hans indsats for fantastisk.
“Jørgen stopper på toppen, mens han stadig har kræfterne til at få en aktiv tilværelse som pensionist med familie og egne naturoplevelser – uden et kamera i ryggen,” siger redaktionschef Søren Bo Hansen i pressemeddelelsen.
Først publiceret: 5. januar 2025
Artiklen er sidst opdateret 5. januar 2025 kl. 17:12