Kurt Ravn: Julen var hård som skilsmissebarn

Skuespiller Kurt Ravn, der er aktuel i "Tidsrejsen 2", har lært at holde af julen, selv om den var præget af uforudsigelighed i hans tidlige ungdom.

Skuespilleren ser tilbage på julen som barn. Foto: Klaus Bo Christensen/Christensen Klaus Bo/Ritzau Scanpix

Det er ikke flettede julehjerter og sang om juletræet, der dukker op som det første i Kurt Ravns tanker, når den rutinerede skuespiller tænker tilbage på sin barndoms juleaftener.

“Det, jeg husker mest, er juleaftener, der var specielt dårlige i forbindelse med mine forældres skilsmisse. Det var ikke sjovt. Så er det ikke en god jul,” siger Kurt Ravn, der privat danner par med skulptør Annette Ravn.

“Det var dengang”

Den 76-årige skuespiller er opvokset i Kolding med sin storebror og sine forældre.

Forældrene blev skilt, da den folkekære skuespiller var teenager.

“I julen mærker man ekstra meget, at familien er blevet splittet,” siger den erfarne skuespiller, der i flere år holdt jul med uro i maven.

Han har dog fundet opskriften på en hyggelig jul, selv om julen tidligere har været forbundet med ærgerlige minder.

“Det har ikke nogen indflydelse mere. Det var dengang. Sådan var det,” siger han.

Men den garvede skuespiller har stadig en helt særlig medfølelse over for de skilsmissebørn, der den dag i dag står i samme ulykkelige situation.

“Det er desværre noget, mange oplever. Skilsmissebørn, der ikke ved, hvor de skal være juleaften,” siger Kurt Ravn.

Særlig denne ret er i centrum for Ravn

Kurt Ravn blev uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole i København i 1973 og kunne sidste år markere guldjubilæum efter 50 år på de skrå brædder.

Selv om den rutinerede skuespiller har fejret jul på mange forskellige måder i sine roller som hemmelig agent i “Tidsrejsen” og som jætten Mimer i julekalenderen “Jul i Valhal”, så holder han sig personligt til den traditionelle danske jul.

Privat er det særligt risalamanden, der har en central plads i julen.

Her er der stærke holdninger på spil for Kurt Ravn.

“Man skal sørge for, at det yngste barnebarn får mandlen. “Du skal da have lidt mere”, siger man og giver dem portionen med mandlen,” fortæller Kurt Ravn om sit hemmelige juletrick.

Først publiceret: 6. december 2024
Artiklen er sidst opdateret 6. december 2024 kl. 9:35