Tæt på folkepension? Nu kommer der en ekstra økonomisk gevinst
Fra næste år er der en ekstra økonomisk gulerod til disse seniorer, inden de går på folkepension.
Der er nu udsigt til en ekstra økonomisk gulerod til de seniorer, der fortsætter med at arbejde indtil de kan gå på folkepension.
Folketinget har netop vedtaget nye regler, der betyder, at der indføres der et ekstra beskæftigelsesfradrag til beskæftigede seniorer, der har to år eller mindre til pensionsalderen.
- Fradraget indføres fra 2026, hvor det maksimale fradrag vil være på 5.600 kroner (i 2024-priser).
- Når fradraget er fuldt indfaset i 2030, vil det maksimale fradrag udgøre 15.700 kroner (i 2024-priser).
- Det maksimale fradrag opnås ved en arbejdsindkomst på omtrent 390.000 kroner.
- Fradraget ophører i det år, man når folkepensionsalderen.
Reglerne er en del af den politiske aftale om en skattereform, der blev indgået før jul.
Motiverer flere seniorer
Det ekstra beskæftigelsesfradrag for arbejdende seniorer er seneste skud på stammen af initiativer, der skal gøre det mere økonomisk attraktivt for danskerne at udskyde pensionen.
Det kommer i forlængelse af nye regler fra sidste år, der indebærer, at pensionister ikke længere bliver modregnet i folkepensionen, hvis de selv eller deres partner er i beskæftigelse.
”Danskerne udskyder i stigende grad tilbagetrækningen fra arbejdsmarkedet i disse år. Og med det ekstra beskæftigelsesfradrag til seniorer i job vil det fremover bedre kunne betale sig for danskere, der nærmer sig pensionsalderen, at arbejde, og det er selv sagt vigtigt at være opmærksom på, når man skal beslutte, hvornår man ønsker at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet,” siger Anne-Louise Lindkvist, kunderådgivningschef i Sampension.
Skat ned for 77.000 danskere
Skatteministeriet skønner, at det ekstra beskæftigelsesfradrag til personer to år før folkepensionsalderen skønnes at give en skattenedsættelse for cirka 77.000 seniorer.
“Et ekstra beskæftigelsesfradrag til seniorer bidrager til, at personer tæt på folkepensionsalderen, som stadig er i stand til at arbejde, øger arbejdsudbuddet og derved også den strukturelle beskæftigelse,” lyder det ifølge aftalen.
De nye regler indebærer desuden, at det almindelige beskæftigelsesfradrag forhøjes med virkning fra 2025 – fra 46.300 kroner med de gældende regler til 53.500 kroner (2024-priser), og i 2026 hæves det yderligere til 58.200 kroner.
Også den skattefri seniorpræmie, som gives til personer, der arbejder i det første og andet år efter folkepensionsalderen, forhøjes i 2026 og igen i 2029.
Denne del af den politiske aftale er dog endnu ikke udmøntet i et lovforslag endnu.
Se faktaark fra Skatteministeriet: Ekstra beskæftigelsesfradrag for seniorer
Er det rimeligt med ekstra beskæftigelsesfradrag for seniorer?
Først publiceret: 24. juli 2024
Artiklen er sidst opdateret 24. juli 2024 kl. 11:02