Inden ferien: Husk at tjekke dit hus for dette

Er der en tagsten, der sidder løst? Eller er din tagrende stoppet? Det er en god idé at tjekke dit hus, inden du tager på ferie, hvis der skulle komme skybrud.

Husk at tjekke dit tag for løse eller ødelagte tagsten, inden du tager på ferie. Hvis du ikke har tid til at fikse det, kan plastik gøre underværker ifølge Henrik Bisp, der er fagekspert i Videncentret Bolius.

Lige nu er det højsæson for sommerferier, rejser og tomme huse. Men samtidig er sommeren også den periode, hvor der kommer allerflest skybrud.

Derfor er det en god idé at gå en runde og tjekke dit hus for skader, inden du drager afsted på ferie.

Det fortæller Henrik Bisp, der er uddannet tømrer og arkitekt og arbejder som fagekspert i Videnscenteret Bolius.

“Man bør lige tage sig tid til at kigge sit hus igennem og se, om der er noget, der skiller sig ud,” siger han og tilføjer:

“Er der nogle revner eller løst puds? Det er også en god idé, lige at tjekke om tagrenden er løs eller stoppet, og om der er opfugtning nogle steder.”

Han anbefaler, at man tjekker hver enkelt del af huset: sokkel, facader, vinduer, taget, tagrender og så videre.

“Man behøver ikke at bruge mere end fem-ti minutter per bygningsdel. Det er bare godt lige at notere sig og lave en vurdering af, om der er noget, der skal repareres akut,” siger Henrik Bisp.

Gør det et par dage i forvejen

Utætheder og skader omkring soklen kan være akut.

Dertil er det også vigtigt at tjekke, om der er noget, der sidder i vejen mellem tagrende og nedløbsrør.

Du bør gå runden et par dage i forvejen, så du har tid til at fikse eventuelle skader. Men man kan ifølge fageksperten også slippe afsted med midlertidige løsninger.

“Hvis en tagsten har rykket sig eller har fået en anden form for skade, så kan man lægge noget plastik under tagstenene. Så sikrer man, at den holder tæt,” siger han.

“Og så må man få repareret det, når man kommer hjem.”

Lav en aftale med naboen

Det er Helene Ibsen, der er boligchef i forsikringsselskabet Topdanmark, enig i.

Hun anbefaler også, at man renser tagrender og afløb for blade og andet skidt, inden man tager på ferie.

“Vi ser, at rigtig mange problemer opstår, fordi man ikke har fået renset for gamle blade. Så løber tagrenderne lynhurtigt over,” siger hun.

Hvis uheldet er ude, er det også en god idé at have allieret sig med en nabo.

“Hvis naboen opdager, at man har fået vand ind i huset, kan de ringe, og så kan man hurtigt anmelde det til sit forsikringsselskab. Det er også smart at have en nøgleboks, så vi kan gå i gang med arbejdet, selv om man ikke er hjemme fra ferie endnu,” siger Helene Ibsen og tilføjer:

“Det er vigtigt, at vandet kommer ud så hurtigt som muligt, fordi skaderne bliver mærkbart større, jo længere tid tingene står i vand.”

Først publiceret: 2. juli 2024
Artiklen er sidst opdateret 2. juli 2024 kl. 10:43

Se, hvad vi ellers skriver om:

og