Hanne Withs kæreste vidner efter 34 år – vil altid huske synet

Nytårsnat 1990 fandt en da 22-årig mand sin kæreste dræbt i deres lejlighed. Nu er drabssagen begyndt.

Der er gået over 34 år, men Hanne Withs kæreste vil altid huske det syn, der mødte ham, da han nytårsnat 1990 sparkede døren ind til deres fælles lejlighed.

Her lå den 23-årige kvinde død på gulvet i stuen. Hun havde fået halsen skåret over og var indsmurt i blod.

– Det var ubehageligt. Det har jeg rendt rundt med i 30 år. Hvad fanden er der sket her, siger han og tilføjer:

– Det vil jeg altid huske.

Manden, der nu er i 50’erne, er mandag indkaldt som vidne i Københavns Byret i sagen mod en 54-årig mand, der i februar i år blev anholdt og senere tiltalt for drabet.

Vidnet havde været kærester med Hanne With i tre år, da hun blev dræbt i deres lejlighed i Fensmarksgade på Nørrebro i København.

– Jeg havde regnet med, at jeg skulle være sammen med hende, til jeg blev gammel, siger han i retten.

Kæresten fortæller, at Hanne With var på bistandshjælp, og hun arbejdede nogle gange som prostitueret for at tjene penge til heroin, som hun tog.

Nytårsaften havde de været sammen, men skiltes nogle timer og havde aftalt at mødes på Københavns Hovedbanegård klokken 24.

Men Hanne With dukkede aldrig op.

Den dengang 22-årige mand endte med at tage tilbage til deres lejlighed på Nørrebro, og her fandt han Hanne With i en blodpøl. Han måtte sparke døren ind, da Hanne With havde deres nøgle til lejligheden.

– Jeg råber, skriger og banker på. Der var noget galt. Hun åbnede ikke døren, siger kæresten i byretten.

I retten oplæser specialanklager Søren Harbo også rapporter fra afhøringer af en taxachauffør i 1990. Taxachaufføren er siden afgået ved døden og derfor oplæses forklaringerne.

Det fremgår, at taxachaufføren henvendte sig, fordi han genkendte et billede af Hanne With.

Han har fortalt, at han samlede en mand op og kørte hen til et område på Vesterbro, hvor de samlede en prostitueret op, som menes at være Hanne With. Efterfølgende blev de kørt til lejligheden i Fensmarksgade.

Taxakunden “forekom ædru og fornuftig, og han virkede opstemt og aktiv”, fortalte chaufføren.

Sagen var længe uopklaret.

Men i december 2023 var der et gennembrud, da politiet brugte slægtskabssøgning.

I politiets DNA-register var en person, som matchede som nært beslægtet med den person, hvis DNA blev fundet på nogle cowboybukser ved siden af Hanne Withs lig.

Personen i registret er den 54-årige mands søn.

Da den 54-årige var blevet anholdt, afgav han også en DNA-prøve, som matchede med sporet på gerningsstedet.

Efter anholdelsen er der også fundet et match mellem et fodaftryk i køkkenet i lejligheden og den tiltalte.

Den 54-årige mand nægter sig skyldig. Han erkender, at det er hans fodaftryk, men kan ikke huske at have været der.

Han har fortalt, at han var fuld og på stoffer den nytårsnat.

Sagen fortsætter 10. juli. Dommen ventes 11. juli.

/ritzau/

Først publiceret: 1. juli 2024
Artiklen er sidst opdateret 1. juli 2024 kl. 15:01