Kom ovenpå efter en privatøkonomisk krise

En kuldsejlet økonomi kræver både fornuft og følelser for at blive bragt i balance igen, lyder det fra psykolog.

Hvis du skal redde din knækkede privatøkonomi, er du nødt til at skære ind til benet og prioritere hårdt i dine daglige udgifter, lyder det fra forbrugerøkonom Ann Lehmann Erichsen. Foto: Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix

Voldsomme rentestigninger, skilsmisse eller et langt sygdomsforløb. Livet kan tage en uventet drejning, der efterlader dig med en gabende tom bankkonto.

Og du får brug for både fornuft og følelser for at komme på fode igen. Det siger Maiken Lundsgaard Martinussen, der har næsten 30 års erfaring som psykolog og beskæftiger sig med blandt andet klienter, der kæmper med overforbrug og gæld.

“Når du er i krise, bliver de kognitive funktioner sat lidt ud af kraft. Det vil sige, at du ser mere følelsesmæssigt på tingene og mindre rationelt, og det har du faktisk brug for,” fortæller hun og fortsætter:

“Den følelsesmæssige del skal jo til, fordi du har brug for at bearbejde nogle ting for at komme igennem krisen og komme ud på den anden side som et mere helt menneske.”

På den rationelle side er det vigtigt, at du får sat dig ned og gjort status over din økonomiske situation, siger forbrugerøkonom i Sydbank Ann Lehmann Erichsen.

Læg et budget

“Brug noget tid på at lægge et realistisk budget, så du kan danne dig et realistisk overblik over din økonomi. Hvad koster dit liv nu, og hvad må dit liv koste fremover?”

Når du lægger dit budget, kan du eventuelt læne dig op ad de vejledende rådighedsbeløb, som bruges ved gældssanering. Gældssanering er, når personer får nedsat eller slettet en stor gæld. I den forbindelse er der nogle fastsatte takster for, hvor meget man har at leve for hver måned.

“Det er et minimumsbudget, hvor der ikke er plads til luksus,” siger Ann Lehmann Erichsen.

Herfra handler det om at kunne holde sig inden for minimumsbudgettet og dermed langsomt komme oven vande igen. Har du gæld, råder forbrugerøkonomen dig til månedligt at afsætte hver eneste krone, du kan, til at betale den af.

“At rejse sig fra et økonomisk hængedynd eller et negativt forløb er dog ofte noget, du skal have hjælp til. Er du hårdt ramt, kan du for eksempel gøre brug af Forbrugerrådet Tænks gratis gældsrådgivning,” lyder rådet fra Ann Lehmann Erichsen.

Har du problemer med overforbrug?

Skyldes din økonomiske krise, at du har tendens til overforbrug, skal du vende blikket indad, siger Maiken Lundsgaard Martinussen.

“Hvis din egen adfærd har været med til at bevirke det, der er sket, er det vigtigt, at du får kigget på dine egne handlinger. Der skal i højere grad en psykologisk tilgang til for at komme ud af krisen, end der skal, hvis der er tale om noget, der – så at sige – “bare” er sket for dig,” siger hun.

Ifølge hende kan overforbrug sammenlignes med andre misbrug som alkoholisme og ludomani.

“Misbruget opstår, fordi man ikke har draget omsorg for sine egne følelser, og så prøver man at handle sig ud af det ved for eksempel at bruge penge,” forklarer Maiken Lundsgaard Martinussen.

Fokuser på noget andet

Uanset om din privatøkonomiske krise er et resultat af din egen adfærd eller skyldes noget udefrakommende, er det vigtigt, at du giver dig selv pauser fra at spekulere på dine pengeproblemer.

“En privatøkonomisk krise skaber utrolig meget stress hos mennesker, og det har man brug for at håndtere. Det påvirker dig både fysisk, psykisk og kognitivt,” siger Maiken Lundsgaard Martinussen.

Derfor råder hun dig til at tage hånd om din krop og dit hoved ved at aflede dig selv. Det kan være ved at gå lange ture i naturen eller søge hyggelige stunder med venner og familie.

“Fokuser på andre aspekter af livet end økonomien. Stil dig selv spørgsmålet: “Hvad gør mig godt? Er der nogle ting i min tilværelse, som ikke koster penge, men som er rare for mig?”,” foreslår psykologen.

Læg et minimumsbudget

* Læg et så stramt budget som muligt ved at læne dig op ad taksterne for rådighedsbeløb, som bruges ved gældssanering.

* Rådighedsbeløbstaksterne for 2024 er, som følger:

* Enlige: 7240 kroner om måneden.

* Par: 12280 kroner om måneden.

* Er der børn i familien, kommer følgende beløb oveni:

* Børn mellem 2 og 6 år: 2520 kroner om måneden.

* Børn mellem 7 og 17 år: 3360 kroner om måneden.

Kilde: Ann Lehmann Erichsen og gældsrådgivningsvirksomheden GældsRåd.

Først publiceret: 27. maj 2024
Artiklen er sidst opdateret 27. maj 2024 kl. 8:47

Se, hvad vi ellers skriver om:

og