Dine, mine og vores penge: Sådan skruer I en god fællesøkonomi sammen

Fællesøkonomi kan se ud på flere forskellige måder. To eksperter giver deres bud på, hvordan I fordeler pengene i familien.

"Det er en rigtig god idé at sætte sig ned en gang om måneden og snakke om, hvad vi gerne vil bruge penge på den her måned og samtidig fordeler ansvaret for, hvem der står for hvad," siger Elizabeth Nebelong fra "Budgetnørden" om, hvordan man får en fællesøkonomi til at fungere. Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

Deler du bolig, børn og bil med din partner, så deler I også økonomiske forpligtelser.

Og der opstår nemt problemer, hvis ikke I forholder jer til dem.

Det siger Elizabeth Nebelong, der står bag platformen “Budgetnørden”, som yder privatøkonomisk rådgivning.

“Det går hen og bliver skævt. Især hvis man ikke har lige store indtægter. Så kan den ene pludselig føle, at der ikke er penge nok, mens den anden måske slet ikke tænker over det,” siger hun.

Derfor er det ifølge hende vigtigt at lave nogle klare retningslinjer for, hvordan pengene strømmer rundt i jeres hverdag.

1) En stor pulje

Dine, mine og vores penge. Der er ingen forskel, hvis I vælger en model, hvor I har fuld fællesøkonomi.

“De par, som kan få det til at fungere, er efter min erfaring dem, som økonomisk klarer sig bedst og har færrest diskussioner om penge,” siger Elizabeth Nebelong og fortsætter:

“Jeg tror, det hænger sammen med, at når man har taget en beslutning om, at alt er fælles, så skal vi ikke diskutere, hvorfor du har flere lommepenge end mig.”

Modellen kræver dog, at I er økonomisk på bølgelængde. Det siger Louise Skjødsholm, der er specialkonsulent i finansielt forbrug ved Rådtilpenge.dk hos Finanstilsynet.

“Her skal man være rigtig gode til at blive enige om ens prioriteringer, sådan at man ikke bliver uenige om, hvorfor den anden nu bruger så mange penge på det og det,” siger hun.

Glem heller ikke løbende at tale om, hvordan I prioriterer jeres fælles penge.

2) 50/50-modellen

Er I som par forskellige i jeres tilgang til økonomi eller ønsker at bevare noget økonomisk uafhængighed, kan det være en idé at have fælleskonti på nogle områder og have hver jeres konto med “lommepenge”.

“Den model, jeg ser oftest, er, at man har en fælles budgetkonto og forbrugskonto, og så har man hver sin lommepengekonto,” siger Elizabeth Nebelong.

Tanken er, at du og din partner ikke blander sig i, hvad I bruger penge på ud over de fælles udgifter.

“Det fungerer især rigtig fint, hvis I tjener nogenlunde det samme, og dermed har nogenlunde de samme lommepenge at gøre godt med,” siger Louise Skjødsholm og uddyber:

“Men man skal selvfølgelig tage en snak om, hvordan man laver en fair model, i forhold til hvordan indkomsterne ser ud.”

3) Får mest, giver mest

Tjener du markant mere end din partner eller omvendt, kan I overveje en model, hvor den, der hiver flest penge hjem, spytter mest i fælleskassen.

“For eksempel kan man aftale, at hver part betaler en bestemt procentdel af det, vedkommende tjener. På den måde bliver det mere lige, fordi den, der tjener mest, betaler en lille smule mere,” siger Elizabeth Nebelong.

Modellen sikrer også, at I får lige meget i lommepenge. Men igen bør I sætte jer ned og tage en dybdegående økonomisk drøftelse, understreger Louise Skjødsholm.

“Det handler om at tage en snak om, hvad der er bedst for “os som par”, og hvad er mest fair?” siger hun.

Fordel ansvaret

* Ligegyldigt hvilken form for fællesøkonomi, I kører i parforholdet, skal I sørge for at fordele ansvaret for, hvem der har styr på hvad.

* Det kan være, I vælger en hovedansvarlig, der sørger for at holde snor i de overordnede linjer i jeres fællesøkonomi, mens den anden påtager sig mindre ansvarsområder.

* Begge parter skal dog inddrages, så begge føler, at de har noget at skulle have sagt, i forhold til hvordan pengene bliver brugt.

Kilde: Louise Skjødsholm, specialkonsulent i finansielt forbrug ved tjenesten Rådtilpenge.dk hos Finanstilsynet.

Først publiceret: 15. oktober 2023
Artiklen er sidst opdateret 13. oktober 2023 kl. 15:39

Se, hvad vi ellers skriver om:

og