Sank disse lette sommerlækkerier i skoven

Sæsonen for blandt andet ramsløg er skudt i gang, og det vrimler med dem i de danske skove.

Er du på jagt efter ramsløg, er det vigtigt at være på vagt over for giftige forvekslingsmuligheder som liljekonval. Er du i tvivl, kan du knække stilken eller dufte til bladene. Så skal duften af løg ikke være til at tage fejl af. Foto: Scanpix

Det er enormt tilfredsstillende at sætte sine egne hjemmeplukkede sager på spisebordet. Og tager du en tur i skoven, kan du nemt komme hjem med lækkert drys til aftensmaden eller spæde blade til salatskålen.

Lige nu skal du blandt andet gå efter duften af hvidløg, som fører dig til spirende ramsløg.

Det fortæller Peter Skov Kragh Halling, som er mangeårigt bestyrelsesmedlem af Danmarks Naturfredningsforening og i gang med naturvejlederuddannelsen på Skovskolen ved Københavns Universitet.

“Ramsløgene er friske og fantastiske at sanke lige nu,” siger han.

“Så hvis man godt kan lide at lave sin egen pesto, så er det bare med at få lavet nogle glas, man kan gemme til hen over sommeren. For det er lige nu, de smager allerbedst. Senere på sæsonen bliver de seje og smager ikke så godt.”

Lav din egen pesto

Pestoen laver du ved at blende ramsløgene med olie, ost og pinjekerner.

Vil du give den et mere nordisk twist, kan du skifte pinjekernerne ud med ristede solsikkekerner, lyder tippet fra kok Sander Blohm, som driver virksomheden Naturkok og specialiserer sig i friluftskogekunst.

Pestoen kan for eksempel bruges til en pastaret.

Du kan også bygge lidt videre på ramsløgspestoen og tage den i en anden retning:

“Hvis man giver pestoen lidt eddike og sukker, så den bliver lidt mere sur, så kan man med fordel putte den oven på et stykke rødt kød. Det smager utroligt godt. Så er vi næsten ovre i den sydamerikanske sauce, der hedder chimichurri,” fortæller han.

Fermenterede ramsløg

Ramsløgets blomsterknopper kan man sylte. Og så er Sander Blohm glad for at lave fermenterede ramsløg.

“Det er også en måde at opbevare dem til senere. Det giver nogle meget stærke umaminoter – lidt ligesom fermenterede hvidløg,” siger han.

Fermenteringen laver han ved at presse bladene sammen i en krukke. Vej dem af, og put så salt i, så det svarer til to procent af mængden. Det kan også være nødvendigt at tilføje lidt vand for at få bladene dækket af salt, bemærker Sander Blohm.

Sørg nu for, at der ikke kommer luft til. Så starter der en gæring. Der skal dog dagligt lukkes nogle gasser ud.

“Hvis man har låg på, kan man lige lette på det en gang om dagen,” siger kokken.

Brug bøgeblade i en salat

På din skovtur i en løvskov kommer du med stor sandsynlighed forbi et bøgetræ. Og her er der også grund til at stoppe op.

“Bøgeblade, når de helt friske, smager fantastisk. Dem kan man plukke og bruge i en salat,” fortæller Peter Skov Kragh Halling.

Det gælder dog om at slå til nu, for hvis du venter for længe, bliver det en noget anden oplevelse at sætte tænderne i.

“Lige når de er sprunget ud, er de fine, lidt syrlige og også lidt søde i smagen.”

“Senere hen bliver de mere kedelige og seje,” siger han.

I de åbne skovområder kan du plukke skovsyre til aftensmaden. De ligner små kløvere og har en klar syrlig smag, fortæller Peter Skov Kragh Halling.

“I stedet for at bruge persille eller andet, kan man bruge dem som et drys oven på belugabolognesen,” siger han.

Naturkok Sander Blohm foreslår at udnytte skovsyrens citrusagtige syrlighed oven på et stykke dampet fisk.

Ellers er skovsyren god som pynt og små syrlige eksplosioner oven på desserter, siger han.

Udstyr til din sanketur

* Tag en kurv eller skål med på din sanketur. Dine urter klasker sammen nede i bunden af en plastikpose.

* Læg kun de rene urter i kurven. Skær rødder og så videre af, og efterlad det i skoven. Det gør arbejdet meget lettere, når du er hjemme igen.

* Tag en lille lommekniv med, så mere seje dele kan snittes af.

* Medbring et viskestykke eller klæde til at lægge hen over dine sankede sager. Så kan du dække af for solen og undgår nogle meget trætte planter.

Kilde: Sander Blohm, som driver virksomheden Naturkok.

Først publiceret: 3. maj 2024
Artiklen er sidst opdateret 3. maj 2024 kl. 9:47

Se, hvad vi ellers skriver om:

og