Bedstemor dømt for ikke at holde øje med barnebarn: Skal betale kvart million

Opsigtsvækkende dom: Deltager i ironman kolliderede på cykel med fireårig pige, der løb ud foran ham. Han fik en række kvæstelser, som bedstemor nu skal erstatte.

Det kan koste dyrt for bedsteforældre, hvis de passer børnebørn som er årsag til en ulykke. Det viser ny landsretsdom.

De fleste seniorer er vildt optaget af at beskytte deres børnebørn.

Men når de passer dem, har de også ansvar for, at børnebørnene ikke gør noget, som skader andre. Det viser en usædvanlig retssag.

En bedstemor er i Østre Landsret dømt til at betale mere end 250.000 kr. i erstatning til en deltager i en ironman.

Hun passede som tilskuer sit barnebarn. Pigen på fire år løb ud foran deltageren i løbet, der kom på cykel.

Vidtrækkende ansvar

Manden væltede og brækkede blandt andet kravebenet og punkterede lungen. I et stykke tid bagefter kunne han ikke passe sit arbejde fuldt ud.

Landsrettens dom fastslår, at der følger et vidtrækkende ansvar med at have en tilsynspligt med et mindre barn,” siger advokat Julie Harder, der har ført sagen for manden.

”Vidner forklarede, at de så pigen løbe alene over vejen flere gange. Det var deres indtryk, at der ikke blev holdt øje med hende.”

“Et vidne sagde også, at da ulykken skete, var der ikke nogen, der holdt pigen i hånden. Det har i høj grad betydning for, at landsretten kommer frem til, at bedstemoren er ansvarlig,” fortæller Julie Harder.

Bedsteforældre kan komme i klemme

Julie Harder arbejder i advokatfirmaet Elmer med hovedkontor i København. Hun fortæller, at der kun føres få sager om voksnes ansvar, hvis børn gør noget, der skader andre personer eller andre ting.

De sjældne sager handler tit om forældre. Det er meget usædvanligt, at der lægges sag mod en bedstefar eller bedstemor.

Erstatningen på lidt over en kvart million omfatter blandt andet udgifter til fysioterapi og andre omkostninger til behandling, så manden kunne komme sig over uheldet.

Desuden skal bedstemoren betale, hvad manden mistede i indtægt, fordi han var sygemeldt efter ulykken. Endelig skal hun blandt erstatte en ødelagt cykel, og den er dyr, når den skal bruges til ironman.

Først frifundet og så dømt

Ulykken skete under det københavnske ironman i eftersommeren 2017. Først mere end seks år senere er der faldet endelig dom.

I første omgang behandlede retten i Glostrup sagen. Her blev bedstemoren frifundet.

Men den ulykkesramte mand ankede til landsretten. Her fik han medhold i, at bedstemoren er ansvarlig og erstatningspligtig.

Sådan skete ulykken

Ulykken fandt sted på toppen af Geels Bakke ved Holte i Nordsjælland. Her samler der sig altid mange tilskuere under den årlige ironman.

Pigen kom ikke synderligt til skade fysisk. Men hun var chokeret.

Hun var af sted sammen med flere familiemedlemmer. Men både bedstemoren og en moster fortalte om uheldet på en måde, der gav retten indtryk af, at det var bedstemoren, der havde ansvaret for barnet. Forældrene var ikke med.

Ingen egen skyld

Mange vil sige, at deltagere i sport påtager sig en risiko, når de cykler hurtigt på offentlige veje. Men her trækker landsretten en streg.

Dommen slår fast, at deltagelse i sport ikke indebærer, at man automatisk accepterer en risiko eller egen skyld. Det gælder heller ikke, selv om en skade skyldes en ikke-deltager i arrangementet.

Derfor skal manden have fuld erstatning.

Læs hele dommen fra Østre Landsret

Er det rimeligt?

Hvad mener du om dommen? 

Din mening er velkommen på Faglige Seniorers Facebook-side.

Først publiceret: 29. marts 2024
Artiklen er sidst opdateret 27. marts 2024 kl. 15:46

Se, hvad vi ellers skriver om:

og