Sådan kan du forberede dig på kriser og krig

Få gode råd om, hvordan man bedst muligt sikrer sig selv og sin familie til at kunne håndtere uforudsete situationer.

Foto fra pjecen "Hvad nu hvis", der guider dig til, hvad du kan gøre for at være forberedt på en krise.

I en tid med krig og uro, kan det være en god idé at have styr på, hvad man skal stille op i tilfælde af uforudsete forhold.

Det kan være nedbrud eller begrænsninger i den kendte infrastruktur, hvad enten dette er forårsaget af pandemier, ekstremt vejr, terror, cyberangreb, kriser og krig.

“Hvad nu hvis” er titlen på en ny pjece, som guider danskerne til, hvordan man håndterer en krisesituation i samfundet. Den er udgivet digitalt af organisationen Folk & Sikkerhed, som arbejder med sikkerhedspolitik. 

9 gode råd, hvis en kritisk situation opstår

1. Hav mad og drikke i reserve: Sørg for at købe langtidsholdbare varer og udskift dem løbende. Prioriter gerne madvarer, som kræver minimal tilberedning.

2. Sørg for rigeligt med vand: Regn med mindst 3 liter per dag for hver voksen. Anskaf eventuelt en eller flere store vanddunke og fyld dem med vand. Står det køligt og i mørke, kan vandet holde i 6 måneder, før du behøver udskifte det.

3. Etablér et nødtoilet: Virker toilettet ikke, for eksempel på grund af manglende vandforsyning, kan du placere kraftige skraldeposer i toiletkummen. Husk, at god håndhygiejne er vigtig for at undgå infektioner. Brug derfor håndsprit, når du ikke har adgang til vand.

4. Løse penge i reserve: Husk at have nogle kontanter liggende derhjemme. Det kan komme dig til gode, hvis der sker nedbrud på det digitale pengesystem, og det for eksempel ikke er muligt at bruge Dankort, MobilePay eller hæveautomater.

5. Overvej særlige risici: Bor du i et område, der for eksempel er særligt udsat for oversvømmelser eller farlig industri, bør du undersøge, hvordan du kan beskytte dig selv og din familie, hvis en farlig situation opstår. Lav aftaler med familie og venner om ophold og logi, hvis det bliver nødvendigt.

6. Hold på varmen: Hvis strømmen går i vinterhalvåret, kan du holde på varmen ved at hænge tæpper foran vinduerne og dække gulvet med gulvtæpper. Tænder du levende lys, eller bruger du alternative varmekilder, så husk at slukke dem, før du går i seng. Sørg også for at lufte regelmæssigt ud.

7. Opbevar batterier køligt: For at forlænge levetiden på dine batterier, er det en god idé at opbevare dem mørkt og køligt – dog ikke i køleskabet. Du kan også sørge for altid at have en fuldt opladet powerbank, så du for eksempel kan lade din mobil og andre elektroniske enheder op, selvom strømmen er gået.

8. Hold dig opdateret: Hvis der sker noget alvorligt, skal du kunne modtage vigtig information fra myndighederne, frem for alt via radio og tv, forudsat at de virker. Du kan også få brug for at kunne tage kontakt til pårørende, venner og for eksempel politi i et nødstilfælde. Anskaf eventuelt en batteridrevet clockradio og en powerbank. Har du bil, så husk at bilen har både en radio og et batteri.

9. Fyld dit hjemmeapotek: Sørg for at have smertestillende, plaster, sårrens og eventuelt receptpligtig medicin i reserve. Du kan også overveje at supplere med jodtabletter, der kan købes receptfrit på apoteker og netapoteker. I Danmark opretholder Sundhedsstyrelsen et jodberedskab, der ved nukleare udslip tilsikrer, at der kan udleveres jodtabletter til risikogruppen af børn og unge under 18 år og gravide eller ammende. Jodtabletter bør kun indtages, hvis myndighederne anbefaler det.

Din tjekliste

Her er en liste over ting, som kan være gode at have derhjemme i tilfælde af en ulykke eller katastrofe. 

Først publiceret: 8. marts 2024
Artiklen er sidst opdateret 8. marts 2024 kl. 7:49

Se, hvad vi ellers skriver om:

og