Badehotellet: “Fie” gør comeback i finalesæson

Flere velkendte karakterer vender tilbage i den allersidste sæson af den populære Tv2-serie. Se, hvem det er herunder.

Skuespilleren er ikke den eneste af slagsen, som vender tilbage i den sidste sæson af tv-serien. Foto: Stub Michael/Her Og Nu/Ritzau Scanpix

Når Tv2’s underholdningsserie “Badehotellet” ruller over skærmen i marts bliver det med en stor overraskelse.

Seerne vil nemlig få et gensyn med en af de vigtigste figurer i seriens historie i skikkelse af skuespiller Rosalinde Mynster.

For “Fie” – der først var stuepige og siden ejer af det fiktive hotel i Jylland – vender tilbage i den nye sæson af serien, skriver Tv2.

Den bliver samtidig den sidste af slagsen i historien om “Badehotellet”.

Derfor er hun med

Grunden til, at “Fie” vender tilbage, er, at historien om hotellet skal afsluttes til fulde, siger forfatterne.

“Vi har haft lyst til at lave nogle referencer til tidligere, huske tilbage og binde nogle ender i sidste sæson,” lyder det fra seriens forfattere, Stig Thorsboe og Hanna Lundblad, ifølge Tv2.

Seerne må tålmodigt vente på at finde ud af, hvordan Rosalinde Mynsters karakter tager sig ud i den sidste sæson af “Badehotellet”.

En skuespiller der ikke er med i den sidste omgang er Lucia Vinde Dirchsen, som spillede Bertha Frigh.

Hvad grunden er til det, kan du læse meget mere om herunder:

Disse vender også tilbage – og her er de nye

Rosalinde Mynster er ikke den eneste skuespiller, som genindtager sin rolle i tv-serien.

Også Andrea Alma Øst Birkkjær i form af Kitty Hansen, og stuepigen Martha der bliver spiller af Ena Spottag, vil seerne kunne genkende.

Stuepigen Ediths mand, Valter, spillet af Simon Stenspil, dukker også op undervejs.

Men der vil også være ganske nye ansigter med i den sidste sæson.

En af dem er skuespiller Henning Jensen, som skal spille teaterdirektør Konradsen, skriver Ritzau.

Skuespilleren Olaf Johannesen besøger også “Badehotellet” som byggematadoren John Seerup.

Det sker i selskab med sin hustru, guvernørdatteren Ellinor, der bliver spillet af svensk-amerikanske Stephanie Hayes.

Den nye sæson af “Badehotellet” får premiere søndag 3. marts på Tv2 Play og søndag 10. marts på Tv2.

Først publiceret: 27. februar 2024
Artiklen er sidst opdateret 28. februar 2024 kl. 10:37

Se, hvad vi ellers skriver om: