Badehotellet-skuespiller stopper og bliver gift
Kort før jul var skuespiller Lucia Vinde Dirchsen på knæ for sin svenske kæreste. Dirchsen har valgt at forlade den populære Tv2-serie.
Det nye år byder på en stor begivenhed for skuespiller Lucia Vinde Dirchsen, som er kendt fra rollen som Bertha Frigh i tv-serien “Badehotellet”.
For hun har spurgt sin kæreste, Joline Bäcker, om de skal være ægtefolk.
“Godt nytår, vi skal giftes 😍💍”
“Med boblende hjerte og røde kinder faldt jeg på knæ for @jolinebacker d. 22.12. Hun sagde ja,” skriver skuespilleren i som tekst til opslag.
Se Lucia Vinde Dirchsens opslag omkring sit kommende bryllup her.
Vil ikke være med mere
I den kommende og allersidste sæson af “Badehotellet” – som også vil være den tiende i rækken – vil skuespilleren ikke være at finde.
Og det er der en helt særlig grund til.
Lucia Vinde Dirchsen har nemlig sagt op som en del af holdet af skuespillere.
Baggrunden for beslutningen var, at skuespilleren følte sig fremmed i sin egen krop.
“Jeg var ikke vred eller sur. Det var ikke nogens skyld. Jeg var bare havnet i frustrationer på grund af det, der skete inden i mig. Og det gjorde det ikke nemmere, at jeg heller ikke rigtig var bevidst om, hvad der foregik i mig endnu,” fortalte skuespilleren til Berlingske sidste år og tilføjede:
“Der var en udvikling i gang, som jeg endnu ikke havde sat ord på.”
Den nye sæson af “Badehotellet” får premiere søndag 3. marts på Tv2 Play og søndag 10. marts på Tv2.
Først publiceret: 25. januar 2024
Artiklen er sidst opdateret 26. januar 2024 kl. 9:01