Nu kan 60-årige og ældre sige nej til genoplivning

Borgere fra 60 år kan fravælge genoplivning efter hjertestop. Kirsten Andersen har fået en tatovering.

På sundhed.dk vil forsøg på genoplivning kunne fravælges med MitID eller et papirdokument fra 2024.

De fleste er taknemmelige ved tanken om at blive genoplivet ved et hjertestop.

Men ikke alle, og de har fået en håndsrækning fra et enigt Folketing, som tirsdag stemte ja til en ændring af sundhedsloven.

Dermed bliver det muligt for borgere fra 60 år selv at bestemme, om de vil genoplives.

På sundhed.dk vil forsøg på genoplivning kunne fravælges med MitID eller et papirdokument fra 2024.

Når underskriften er registreret, kan det ses af ambulancereddere, læger og sundheds- og plejepersonale.

Sundhedsminister Sophie Løhde (V) er glad for, at flere får retten til at bestemme over eget liv.

“Mange, der er kommet op i årene, frygter at vågne op efter et hjertestop uden at være sig selv, og de ønsker at kunne frasige sig at blive forsøgt genoplivet,” udtaler hun i en pressemeddelelse.

Kirsten Andersen vil ikke genoplives

En af dem, der har efterlyst muligheden, er 81-årige Kirsten Andersen fra Hadsten.

Hun set mennesker i omgangskredsen få så store skader efter et hjertestop, at de blev afhængige af andres hjælp.

“En af dem kunne ikke tale, men kun kommunikere med øjnene. Det endte med seks år på et plejehjem,” siger Kirsten Andersen.

Det gjorde så stort indtryk, at hun har fået en tatovering hen over brystet, hvor der står “vil ikke genoplives”.

Det er en menneskeret

Lovforslaget retter sig ifølge regeringen især mod ældre eller svækkede borgere, hvor chancen for et godt liv efter genoplivning er mindre.

Det enkelte menneskes ret til at bestemme over egen krop og liv – også i døden er det centrale, siger sundhedsordfører for Moderaterne Monika Rubin.

Hun nævner sin farmor på 92 år, som en af dem, lovændringen er relevant for.

“At få et hjertestop og forsvinde med et knips vil for hende være en rar måde at dø på. Hun synes, at hun har haft et dejligt liv, og hun har ikke lyst til at blive genoplivet.”

Tal med din læge om det

Både Lægeforeningen og Hjerteforeningen har undervejs i lovbehandlingen advaret mod at sætte lighedstegn mellem genoplivning og en tilværelse som “grøntsag”.

Det er vigtigt at vide, at det går rigtig godt for mange, siger Gunnar Gislason, der er professor og forskningschef i Hjerteforeningen.

“Tre ud af fire erhvervsaktive, der genoplives efter et hjertestop, vender tilbage til deres job. Heller ikke ældre borgere bliver nødvendigvis plejekrævende.”

Han opfordrer dem, der overvejer muligheden, til at tale med en læge eller en anden sundhedsfaglig, der kan fortælle, hvad det vil sige at få hjertestop og efterfølgende blive genoplivet.

Først publiceret: 13. december 2023
Artiklen er sidst opdateret 13. december 2023 kl. 10:58

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og