Har du penge til gode hos disse elselskaber?
Har du skiftet elselskab, kan du muligvis have penge til gode hos dit gamle selskab. Se her, hvordan du finder ud af det.
Hvis du har været kunde hos et af de fire selskaber inden for de seneste 10 år, så kan du have penge til gode.
Selskaberne har nemlig brudt loven ved ikke at have overført kunders tilgodehavende efter acontoopkrævninger, når de skiftede selskab.
Det har Forsyningstilsynet afgjort.
De fire selskaber er:
- Modstrøm
- b.energy (tidligere Blue Energy)
- Edison EL (tidligere Den Glade Eltavle)
- Dansk Strøm (tidligere Powe4U)
Modstrøm betaler selv
Ifølge Forbrugerrådet Tænk har Modstrøm meddelt, at de betaler kundernes penge tilbage selv. Derfor behøver du ikke at henvende dig til dem, hvis du har været kunde hos dem.
De resterende tre selskaber har dog ikke udtalt sig om kunders tilgodehavende, derfor skal du selv kontakte dem for at få dine penge tilbage.
Sådan gør du
For at få udbetalt dine penge, kan du gøre følgende:
- Tjek om du kan logge ind på selvbetjeningen hos dit tidligere elselskab. Led efter en slutopgørelse.
- Kontakt dit tidligere elselskab, gerne skriftligt, så du har dokumentation for henvendelsen. Det kan være en hjælp, hvis du kan give dem dit tidligere kundenummer eller lignende dokumentation for, at du har været kunde. Skriv, at du vil have dit tilgodehavende udbetalt.
- Hvis du ikke får svar på din henvendelse til elselskabet: Ryk dem og skriv, at hvis du ikke har fået svar inden for eksempel 14 dage, vil du klage til Klagenævnet på Energiområdet. Hvis du ikke får svar inden for fristen, kan du klage til Ankenævnet på Energiområdet. Det koster 160 kr., som du får igen, hvis nævnet giver dig medhold.
Har du penge til gode?
Først publiceret: 14. november 2023
Artiklen er sidst opdateret 14. november 2023 kl. 13:36