Skræl og skorper kan blive til lækkerier

Med lidt fantasi og snilde kan du kreere alt fra brød til ketchup med de rester fra madlavningen, som du plejer at smide ud.

Tænk dig om en ekstra gang, før du smider grøntsagsrester i affaldsspanden. De kan nemlig højst sandsynligt bruges i bagværk og madretter.

Den grønne spand i dit køkken bugner af guld.

I hvert fald hvis du spørger Thomas Thorius, der er kok og køkkenchef hos Jespers Torvekøkken og har specialiseret sig i at reducere madspild.

“Det meste kan bruges til noget. Enten ved at sylte, koge eller salte det,” siger han.

En nem ting at gøre er at putte skræller fra rodfrugter direkte i din brøddej. Alt fra kartofler til rødbeder kan bruges, så længe du har vasket dem grundigt.

“Det giver en sødme, gode vitaminer og flotte farver, siger Thomas Thorius, der også kan finde på at bage brød med æbleskræller i.”

Kartoffelskræller kan også lynhurtigt forvandles til sprøde chips. Vend dem blot i noget olie, drys salt over, og bag dem på en bradepande eller en rist i ovnen i 15 minutter.

Osten kan bruges i olien

Løgskaller behøver du heller ikke at kyle i skraldespanden. De kan bruges til at kreere din egen sovsekulør.

“Kog løgskallerne i lidt vand, til de brænder på, put lidt mere vand ved, og kog, til det brænder på igen. Så får du denne intense farve og sødme. Tilsæt eventuelt nogle laurbærblade og peberkorn for ekstra smag,” siger Thomas Thorius.

Har du stykker af gulerødder, tomater og løg tilovers efter madlavningen, foreslår køkkenchefen, at du laver ketchup. Put grøntsagsresterne i en gryde, og tilsæt eventuelt noget paprika eller karry, lidt tomatpuré og æblecidereddike.

“Kog det mørt, smag til med sukker, brun farin eller honning. Og så skal det bare køles ned. Mange tror, at ketchup er lavet af tomat, men det består faktisk mest af gulerødder,” lyder det fra Thomas Thorius.

Fra grøntsagerne kan du kaste blikket mod ost. De hårde ender fra parmesan kan du lægge i olie, som du luner op til 50 grader i en gryde.

“Så får du en olie, der smager af parmesan, som du kan vende salater i eller bruge i en mayonnaise,” siger Thomas Thorius.

Andre oste kan du lave til friskost. Det gør du ved at lune noget mælk, som du blender sammen med osteresterne, til du får en helt jævn og glat konsistens.

“Så har du en smøreost, og tilføjer du paprika, har du en pikantost,” fortæller han.

Smider ikke dette ud

Tørt brød og skorper smider Thomas Thorius heller aldrig ud. Enten udbløder han dem, så de kan bruges i en ny brøddej, eller også laver han dem til croutoner, rasp eller en crumble.

“Det er synd at smide noget ud, som kan blive rigtig godt med nogle små justeringer,” fastslår han.

I den forbindelse er det vigtigt, at du sætter dig ind i holdbarhed. Det siger Nanna Molnit Ørum, der er lektor på uddannelsen Ernæring og Sundhed ved Københavns Professionshøjskole.

“Generelt er det jo sådan, at du ikke skal spise noget, der lugter grimt, eller hvor der er mug på,” siger hun.

Men noget mad kan sagtens være helt fint, selv om det har overskredet bedst før-datoen. Det gælder for eksempel mælk og yoghurt.

Du kan også uden problemer varme en gryderet op flere gange. Den skal bare være rygende varm.

“Det er ikke sikkert, at to minutter i mikroovnen er nok, og det er vigtigt at huske at røre rundt i maden, så varmen fordeler sig i det hele,” siger Nanna Molnit Ørum.

Først publiceret: 8. oktober 2023
Artiklen er sidst opdateret 6. oktober 2023 kl. 13:52

Se, hvad vi ellers skriver om:

og