Tjek selv om det er tid til et høreapparat

Vær opmærksom på, om du har et høretab. Gør du ikke noget ved det, kan det blandt andet føre til, at du siger nej tak til sociale begivenheder.

Et af tegnene på nedsat hørelse kan være, at du ikke længere kan høre græshopperne. Det siger hørespecialist Rebecca Jappe fra virksomheden 2Ø, der beskæftiger sig med optik og audiologi. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Fuglene synger måske ikke så klart som før, og lydstyrken på tv’et skal en tand op.

Der kan være flere tegn på, at det er tid til, at du skal anskaffe dig et høreapparat, men vi har det med at ignorere dem.

Det fortæller interesseorganisationen Høreforeningens landsformand, Majbritt Garbul Tobberup.

“Undersøgelser viser, at det tager cirka tre år, fra man opdager, at der er noget på spil med hørelsen, til man tager sig sammen til at gøre noget ved det,” siger hun og fortsætter:

“Og det er rigtig ærgerligt, for jo før, man kommer i gang med at bruge høreapparatet, jo bedre er det.”

Her er tegnene

Privat og offentlig behandling

* Får du en henvisning til at få høreapparatbehandling, kan du vælge mellem offentlig og privat behandling.

* Den offentlige behandling kan foregå på sygehusets audiologiske afdeling, satellitklinikker, der hører under sygehusets audiologiske afdeling, eller hos nogle praktiserende ørelæger.

* En privat behandling vil foregå på godkendte private øreklinikker, der sælger høreapparater, eller hos ørelæger, der er godkendt til at sælge høreapparater.

Kilde: Sundhedsstyrelsens pjece "Høreapparat til voksne".

Ifølge landsformanden er det ofte omgivelserne, der gør dig opmærksom på den dårligere hørelse.

“Man begynder også at skrue højere op for tv’et,” siger hun.

Et andet tegn kan være, at du oplever, at personerne i fjernsynet mumler, og at du begynder at sige “hvad siger du?”, når du taler med andre.

Nedsat hørelse kan måske også genkendes ved, at det er sværere at høre, hvad der bliver sagt, når du befinder dig i større selskaber.

Det siger hørespecialist Rebecca Jappe fra virksomheden 2Ø, hvor der både laves syns- og høreprøver.

“Når flere snakker på samme tid, og der er baggrundsstøj, er det sværere at høre, hvad personer i nærheden siger til dig. Derudover kan telefonsamtaler være svære,” siger hun.

Ifølge hørespecialisten kan du måske heller ikke høre fuglene så godt, som du før har gjort, og så kan lyden fra græshopper være helt væk.

Tabu

Både Rebecca Jappe og Majbritt Garbul Tobberup genkender, at nedsat hørelse kan være et tabu. Men du bør altså gøre noget ved det.

“Konsekvenserne ved ubehandlet høretab er ofte, at man trækker sig fra sociale sammenhænge. Og det kan resultere i isolation, der kan føre til ensomhed og derefter depression og andre følgesygdomme,” siger Majbritt Garbul Tobberup.

For at gøre situationen lettere kan du opsøge fællesskaber, hvor du kan møde ligestillede, lyder rådet fra landsformanden.

“Det er ingen skam at høre dårligt. Det er en skam ikke at gøre noget ved det,” fastslår hun.

Livskvalitet

Hørespecialist Rebecca Jappe siger, at mange forbinder nedsat hørelse med at være gammel, og så ønsker nogle ikke at have et synligt handicap.

Hun understreger samtidig, at høreapparater ikke er så synlige, som de har været, og for eksempel kan du finde et, der passer til hårfarven.

“Hav fokus på, at det er livskvalitet at få lydstyrke i ørerne,” siger Rebecca Jappe.

Endelig siger Majbritt Garbul Tobberup, at ørelægen kan tjekke hørelsen.

Er der tale om et høretab, kan lægen informere om, hvilke muligheder du har for at få et høreapparat.

Først publiceret: 11. september 2023
Artiklen er sidst opdateret 11. september 2023 kl. 9:37

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og