Drop vasen og pynt festbordet som en sand samurai

Få ny inspiration til at skabe blomsterdekorationer til forårets og sommerens fester fra blomsterdesigner og billedkunstner Thilde Maria Haukohl Kristensen.

I stedet for den traditionelle vase kan du eksperimentere med at arrangere buketter i sovseskåle eller gamle tekopper. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Dugen er strøget, og bordkortene er skrevet. Nu mangler du bare et farveflor fra haven til at fuldende festbordet.

Spørger du blomsterdesigner og billedkunstner Thilde Maria Haukohl Kristensen, der også kalder sig Poppykalas, skal du droppe vaserne.

“Vaser skaber et meget ens udtryk, og så er det rart, at gæsterne kan se hinanden hen over bordet,” siger hun.

Du kan kreere et helt enkelt udtryk ved at lægge blomsterne direkte på dugen. Det kan være tulipaner eller tulipanblade.

Blomsterskulptur

Har du mod på noget mere avanceret, kan du kaste dig ud i den japanske tradition ikebana.

Den har sit afsæt i buddhistiske ritualer, som stammer helt tilbage fra 700-tallet. Siden udviklede ikebana sig til en selvstændig kunstform. Blandt andre har japanske samuraikrigere arrangeret blomster for at få indre ro, inden de drog i krig.

Du kan gøre dem kunsten efter ved at tage noget hønsenet, som du former til en kugle og fikserer med tape nede i en skål. Du kan også bruge et værktøj, der kaldes en fakir, som er en form for nålepude.

Stik nu blomsterne ned i hønsenet eller fakir en efter en, og brug din intuition til at lave en dekoration med forskellige højder og fylde.

“På den måde laver du mere en lille blomsterskulptur end en decideret buket i en vase. Det er meget sanseligt og noget, man har lyst til at kigge på. Jeg elsker virkelig den måde at arrangere blomster på,” siger Thilde Maria Haukohl Kristensen.

For at skabe god fylde i skulpturen kan du med fordel vælge blomster med store hoveder som tulipan, pæon og hortensia. Fold eventuelt tulipanhovederne helt ud for at skabe en dramatisk effekt.

Alt kan bruges

“Du åbner dem og folder bladene tilbage, og på den måde gør du dem større, end de er, og så behøver du ikke så mange af dem,” forklarer blomsterdesigneren, der har arvet passionen for blomster fra sin bedstemor, der boede på en gård i Thy.

Hver morgen gik hun ud og plukkede buketter, som hun arrangerede på alskens kreative måder og placerede overalt i huset. Selv gamle sovseskåle blev taget i brug som vaser.

Og den tilgang kan du også lade dig inspirere af, når sætter blomster på bordet.

“Du kan bruge alt muligt, som du synes er flot. Det kan være nogle fine vintagetekopper for eksempel,” siger Thilde Maria Haukohl.

Måske hæver du blikket og ser muligheder over dugen, foreslår hun.

“Hvis du har noget, som du kan hænge noget ned fra, kan du binde snore på tulipanhoveder og hænge dem ned fra loftet, så der ikke kun foregår noget på bordet.”

Først publiceret: 30. maj 2023
Artiklen er sidst opdateret 30. maj 2023 kl. 12:49

Se, hvad vi ellers skriver om:

og